I dag var jeg så forbi overcrowdede Paris-midt i anledning af paradekørslen i Tour de France. Ganske dejligt at være lidt væk hjemmefra og få smidt nogle af de dunkle tanker væk.
Jeg trissede ned mod byen ved 15.30-tiden og fandt en ganske fin plads på hjørnet ved Concordepladsen. Det viste sig at jeg var i ok tid. Rytteren ville først ankomme omkring 16.30 så jeg havde en god time i bagende sol og med en veritabel stråle af sved stående ud fra pandebrasken. Men fint nok. Tiden gik relativt hurtigt og mængden fulgte spændt hver gang der var bevægelse på opløbsstrækningen. Som regel var det blot et par politimotorcykler der tøffede afsted, men så endelig omkring tyve i fem skete der noget. I det fjerne sås en diffus sværm af ryttere, som i hastig fart arbejdede sig henimod mit fine udkigspunkt på hjørnet. Et halvt minut efter var de foran mig, jeg fik fumlet med mit kamera, taget 2-3 snapshots og straks efter var de igen væk. Heldigvis kom de rundt endnu syv gange, så jeg havde flere chancer for at fange et glimt af...... ja, den eneste jeg i farten kunne spotte var Carlos Sastre i det gule førerkluns. Resten var en rodet hob af farver og mekanik. Damn! Cykelløb er virkelig en sport som skal ses derhjemme, i fjernsynet og med nogle gode kommentatorer. Det gav et fint kick at se feltet ræse forbi på nært hold, især fordi menneskemængden spontant gik amok i jubelråb og fotografering. Men i al tiden før, i ventetiden mellem runderne og bagefter var jeg efterladt i dyb uvidenhed om hvad der foregik på ruten. Det var for så vidt også ligegyldigt. Sastre havde jo vundet. Og jeg havde ikke fulgt med i tour'en før i går. Men nu kan jeg sige at jeg har været der - og det er fint for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar