Gloomy

25.

"You were at home in your life; whereas I’d always been in a hurry to move on to the next task, as though our life would only really begin later." - André Gorz

Paris har fået en anden kulør. En anden toning. Eller rettere en tonløshed. En falmet karakter. Og hvorfor? Fordi tosomheden er blevet brudt. Fordi de sublime stunder der har gennemsyret min hverdag hernede er blevet afhængige af min egen selvopholdelse. Rikke er som planlagt taget mod DK og det har efterladt mig i et tomrum af dimensioner. En konstant ramlen ind i mig selv. Dagene efter min hjemkomst har indtil videre budt på pinagtige manøvrer for at undvige det uundgåelige indblik i egne følelser og fremmedgjorte, febrilsk foranstaltede flugtforsøg.

Det hjælper mig ikke at tage noter i mørket. Skriften er stadigvæk for klar. Lukker jeg øjnene runger ordene stadigvæk i hovedet. Der er ikke andet for end at tvinge mig selv ud i lyset. Jeg når ikke længere end til det kunstige skær fra min bærbare. Ordene der runger drukner jeg i støjrock og electronica. Jeg spiser plastik, skyller det ned med fluorescerende likører. Alt er så kunstigt som det kan være og min selvopfattelse hænger i en tynd, teknisk tråd.

Gudskelov er det meste jeg foretager mig en drøm. Mit liv forvikles med den litteratur jeg skaber. Jeg kender ingen grænser da jeg selv sætter dem. Ergo, jeg kender ikke mine egne grænser. Hvor ophører jeg og hvor begynder du? Som læser, som ven, som elsker? At træde ind og ud af et liv er nogle gange som at åbne og lukke en bog - det venter på én som en fast erindring der har sine egne uforudsigelige mønstre.

André Gorz, ophavsmanden til det indledende citat, valgte i 2007, som 84-årig at begå selvmord sammen med sin sygdomsramte kone. Gorz var en fransk socialistisk filosof der levede et aktivt og debatterende liv. Året før selvmordet skrev Gorz et brev til sin kone 'Lettre à D.' som siden er udkommet som bog og netop nu i dansk oversættelse. Der er tale om et bekendelsesskrift af rammende karakter. Gorz giver et indblik i tosomhedens kraft, men også dens nødvendighed på et personligt plan. For hvornår beslutter man sig for hvad der er nødvendigt for ens egen fremdrift i livet? Er det muligt at gøre det egenhændigt?

Måske er problemet ved det spørgsmål jeg stiller at det grundlæggende ikke handler om 'fremdrift'. Den skal nok komme af sig selv. Det frustrerende i livet træder frem når fokus er på det der ligger om næste hjørne. Det er umuligt at flygte - især fremad i tiden.

Men tilbage til Paris. Skriften på skærmen er blevet mere udholdelig. Lydene er blevet mere distinkte og matheden har fået flere nuancer. Jeg tror det natlige skriveri har hjulpet mig lidt på vej. Det understøtter fint min formodning om at skrivning er den bedste terapi for det ensomme menneske.