Le Tour

27.

I dag var jeg så forbi overcrowdede Paris-midt i anledning af paradekørslen i Tour de France. Ganske dejligt at være lidt væk hjemmefra og få smidt nogle af de dunkle tanker væk.

Jeg trissede ned mod byen ved 15.30-tiden og fandt en ganske fin plads på hjørnet ved Concordepladsen. Det viste sig at jeg var i ok tid. Rytteren ville først ankomme omkring 16.30 så jeg havde en god time i bagende sol og med en veritabel stråle af sved stående ud fra pandebrasken. Men fint nok. Tiden gik relativt hurtigt og mængden fulgte spændt hver gang der var bevægelse på opløbsstrækningen. Som regel var det blot et par politimotorcykler der tøffede afsted, men så endelig omkring tyve i fem skete der noget. I det fjerne sås en diffus sværm af ryttere, som i hastig fart arbejdede sig henimod mit fine udkigspunkt på hjørnet. Et halvt minut efter var de foran mig, jeg fik fumlet med mit kamera, taget 2-3 snapshots og straks efter var de igen væk. Heldigvis kom de rundt endnu syv gange, så jeg havde flere chancer for at fange et glimt af...... ja, den eneste jeg i farten kunne spotte var Carlos Sastre i det gule førerkluns. Resten var en rodet hob af farver og mekanik. Damn! Cykelløb er virkelig en sport som skal ses derhjemme, i fjernsynet og med nogle gode kommentatorer. Det gav et fint kick at se feltet ræse forbi på nært hold, især fordi menneskemængden spontant gik amok i jubelråb og fotografering. Men i al tiden før, i ventetiden mellem runderne og bagefter var jeg efterladt i dyb uvidenhed om hvad der foregik på ruten. Det var for så vidt også ligegyldigt. Sastre havde jo vundet. Og jeg havde ikke fulgt med i tour'en før i går. Men nu kan jeg sige at jeg har været der - og det er fint for mig.

Gloomy

25.

"You were at home in your life; whereas I’d always been in a hurry to move on to the next task, as though our life would only really begin later." - André Gorz

Paris har fået en anden kulør. En anden toning. Eller rettere en tonløshed. En falmet karakter. Og hvorfor? Fordi tosomheden er blevet brudt. Fordi de sublime stunder der har gennemsyret min hverdag hernede er blevet afhængige af min egen selvopholdelse. Rikke er som planlagt taget mod DK og det har efterladt mig i et tomrum af dimensioner. En konstant ramlen ind i mig selv. Dagene efter min hjemkomst har indtil videre budt på pinagtige manøvrer for at undvige det uundgåelige indblik i egne følelser og fremmedgjorte, febrilsk foranstaltede flugtforsøg.

Det hjælper mig ikke at tage noter i mørket. Skriften er stadigvæk for klar. Lukker jeg øjnene runger ordene stadigvæk i hovedet. Der er ikke andet for end at tvinge mig selv ud i lyset. Jeg når ikke længere end til det kunstige skær fra min bærbare. Ordene der runger drukner jeg i støjrock og electronica. Jeg spiser plastik, skyller det ned med fluorescerende likører. Alt er så kunstigt som det kan være og min selvopfattelse hænger i en tynd, teknisk tråd.

Gudskelov er det meste jeg foretager mig en drøm. Mit liv forvikles med den litteratur jeg skaber. Jeg kender ingen grænser da jeg selv sætter dem. Ergo, jeg kender ikke mine egne grænser. Hvor ophører jeg og hvor begynder du? Som læser, som ven, som elsker? At træde ind og ud af et liv er nogle gange som at åbne og lukke en bog - det venter på én som en fast erindring der har sine egne uforudsigelige mønstre.

André Gorz, ophavsmanden til det indledende citat, valgte i 2007, som 84-årig at begå selvmord sammen med sin sygdomsramte kone. Gorz var en fransk socialistisk filosof der levede et aktivt og debatterende liv. Året før selvmordet skrev Gorz et brev til sin kone 'Lettre à D.' som siden er udkommet som bog og netop nu i dansk oversættelse. Der er tale om et bekendelsesskrift af rammende karakter. Gorz giver et indblik i tosomhedens kraft, men også dens nødvendighed på et personligt plan. For hvornår beslutter man sig for hvad der er nødvendigt for ens egen fremdrift i livet? Er det muligt at gøre det egenhændigt?

Måske er problemet ved det spørgsmål jeg stiller at det grundlæggende ikke handler om 'fremdrift'. Den skal nok komme af sig selv. Det frustrerende i livet træder frem når fokus er på det der ligger om næste hjørne. Det er umuligt at flygte - især fremad i tiden.

Men tilbage til Paris. Skriften på skærmen er blevet mere udholdelig. Lydene er blevet mere distinkte og matheden har fået flere nuancer. Jeg tror det natlige skriveri har hjulpet mig lidt på vej. Det understøtter fint min formodning om at skrivning er den bedste terapi for det ensomme menneske.

I said: 'kiss me, you're beautiful - these are truly the last days'

12. juli

Nu nærmer sig tiden. I overmorgen drager Rikke og jeg mod Nice og dernæst Corsica. Det betyder at vores fælles ophold i Paris er slut i denne omgang. Og trist er det bestemt at tænke på. Det har været en ubegribelig god oplevelse at bo hernede sammen. Lige pt. er det dog svært at have nogle klare følelser omkring det. Alting drukner nemt i praktiske ting, såsom adresseændringer, pakkelister og bestilling af rejser. Sandsynligvis bliver det først når jeg vender hjem til Paris - alene - at jeg får tænkt noget igennem omkring dette halve år som snart er gået. I august begynder jeg på sprogskole på Sorbonne og dernæst vender jeg også hjem til DK.

Sidste weekend havde vi et dejligt besøg af min far og hans kæreste Lene. Det blev nogle rigtig gode dage sammen med dem, hvor vi blandt andet fik nået en af de ting vi havde sat os for at se igen, før vi tog hjem - nemlig Versailles.
Det er altid svært at beskrive et byggeri som er så overdådigt at ens forstand ikke kan begribe det. Jeg havde fuldstændig glemt hvor overvældende de forskellige rum inde i kongeslottet er - især spejlsalen og Louis XIVs sovesal i rent guld. Og til at beskrive selve parken mangler jeg også ord. Denne gang lykkedes det at finde et enormt idyllisk område nær Marie Antoinettes palæ.



Som man måske kan fornemme, så bliver Paris og Frankrig ved med at betage mig. Der viser sig hele tiden lakuner med nye fantastiske omgivelser - eller også viser allerede kendte steder sig fra en ny vinkel ved årstidernes skiften. Alting byder sig hele tiden til i dette land - for at blive sanset og for at blive beskrevet. Så det vil jeg fortsætte med at gøre...