Hedt!

24. juni

Paris bliver mere og mere uimodståelig! Og i samme ombæring ganske overophedet. Det er snart en måned siden jeg kom hjem fra den fantastiske tur til bjergene i øst. Rikke er hjemvendt og vores liv i Paris har indtaget sin vanlige usædvanlige form. I sidste uge var der besøg af alletiders savnede gutter (og en gutinde) fra DK. Ergo: en hel uge med turisttabernakel og liflige fadølsstunder. Ganske sublimt. Men nu er det så blevet ugen derpå og tid til at finde tilbage i en hverdagsform som synes at være umulig at få helt på plads hernede. Hvordan strukturerer man et liv der simpelthen ikke vil struktureres? Indtil videre har mit ophold her i det franske udartet sig på en højst ønskværdig måde, som jeg nok slet ikke har kunnet forudsige før jeg tog afsted. Mest af alt drejer det sig om alle de uventede oplevelser jeg har fået hernede. Fx muligheden for at tage på bondegårdsferie i Alsace - på Rikkes wwoof-gård.

For de uindviede kan jeg fortælle at wwoof er en organisation der arrangerer ophold på økologiske/biodynamiske landbrug rundt omkring i verden. Arbejdet på landstedet er frivilligt, så det eneste man får er husly og mad til gengæld for at yde sin arbejdskraft. I Rikkes tilfælde var det nærmest et drømmested at havne. Hendes arbejdssted lå i fantastisk idylliske omgivelser i Vogeserbjergene, næsten på grænsen til Tyskland. Gården var ny og moderne og ejerne bestyrer en form for hestepension med mellem seks og ni heste. Arbejdet var overskueligt og der var rig mulighed for at bruge fritiden på vandreture i området. Da jeg besluttede mig for at tage over og besøge Rikke havde jeg allerede fået adskillige salgstaler for stedet og da ejerne skulle være bortrejst i nogle dage og Rikke dermed skulle passe gården alene tøvede jeg ikke meget for at bestille rejsen derover. Det har jeg bestemt ikke fortrudt!

At bo i en storby har mange åbenlyse fordele og måske ligeså mange ulemper. En af dem er den konstante støj man uvilkårligt udsættes for. Med tiden lærer man at lade være med at bemærke den. Langsomt siver den ned i et ubevidst lag, så den til sidst har form af en vedvarende summen. Støjen omgiver en som en aura, der til sidst holder én i en evig tilstand af uro. Eller det er i hvert det indtryk man får når man pludselig træder ud af støjsfæren. Da jeg endelig ankom til Anould (Rikkes wwoof-by) blev jeg mødt af en blød stilhed. Ikke som den man fanger antydninger af tidlige morgener i Paris, før byen er vågnet, hvor stilheden afgrænses til at gælde den nærmeste gade, og hvor en fjernere brummen alligevel igangsætter en forventning om byens snarlige opvågnen. Nej, i Anould var stilheden en sær fysisk effekt af mangel på lyd i øregangen. Den var om noget altomsluttende og forekom mig nærmest hellig. Det var ikke den samme kunstige stilhed som en summende by fremstiller, det var derimod naturens urørlige stilhed. Ingen mekanisk bevægelse skabte rystelser i fundamentet i soveværelset. Og da jeg den første aften havde planer om at spille en cd i stereoanlægget kunne jeg ikke få mig til det. Det ville simpelthen ikke passe ind og jeg var bange for at ødelægge en eller anden sakral ro.

Faktisk blev alle mine sanser påvirket i en positiv retning i Anould. Om natten omsluttedes alt af et oliesort mørke. Mine øjne kunne ikke se mine hænder uanset hvor nært jeg holdt dem til hovedet. Dette mørke var først skræmmende. Det føltes som at give slip på noget meget fundamentalt, nemlig orienteringssansen. Men snart lod jeg mig synke ned i mørkets salvende vindunder. Den ekstreme dæmpethed spredte sig til mit sind, som tog imod dunkelheden med livgivende gnist af glæde. Snart blev hele mit væsen nedsænket i en salig og nærende tilstand af ro. Væk fra al storbyens rabalder kunne jeg virkelig mærke glæderne ved et simpelt og regelmæssigt liv i nær kontakt med naturens essentielle kraft. Rikke og jeg endte med at bruge dagene på landet sammen i en ren idyl. Stod tidligt op for at fodre hestene. Gik lange ture med Connor (ejernes hund) og nød at de eneste nødvendige forpligtelser bestod i huslige og landlige gøremål der var ude af sindet så snart de var overstået (i modsætning til den konstante martring af sjælen man mærker som studerende).

Som man måske gætter var det lidt et chok at vende hjem til Paris igen - og så alligevel ikke. For den øredøvende metrolarm og uafbrudte dytten fra gaden havde dog noget velkendt over sig. Og den rummer også en tryghed der minder mig om at det er fint at livet har sådanne ret ekstreme modpoler. Selvom fred i sjælen er ønskværdigt er det ikke sikkert at det opnåes ved at placere sig i et fredeligt miljø. Men måske man også kunne ende med at tænke som stakkels Werther i Goethes tidlige mesterværk.

"The human race is but a monotonous affair. Most of them labour the greater part of their time for mere subsistence; and the scanty portion of freedom which remains to them so troubles them that they use every exertion to get rid of it."