fredag den 2. maj 2008

Her koger det!

2. maj

Endelig. Sol og sydende fortov i Paris. Det er blevet varmt og dejligt forureningslummert i storbyen og livet ser lidt mere lyst og let ud. I dag fik jeg taget mig sammen, efter at min "¤%¤" storetå er blevet rekonvalescent, til at søge job. Det går altid anderledes end man forventer med sådan noget, og for mit vedkommende som regel bedre. Jeg besøgte Centre Georges Pompidou i formiddags for at forhøre mig om muligheden for at få job i deres café. På forbløffende vis lykkedes det for manageren at overhøre mine håbløse franskkundskaber og han tilbød at jeg kunne komme tilbage på søndag for evt. at skrive mig i vagtplanen. .... Ja, du hørte rigtigt! I vagtplanen. Uden overhovedet at udspørge mig om min motivation for at arbejde der eller lignende, som er normal kotyme i DK. Mærkeligt. Men jaja, det lader til at jeg kan få job der, hvilket jeg er ret lykkelig over.

Jeg har i noget tid gået og grundet over hvordan jeg kunne finde et job hernede som virkede lidt mere meningsfuldt for mig, end blot et almindeligt bartender-/tjenerjob. Min løsning blev at søge job på et af Paris' mange muséer. Fordelen ved det er naturligvis at jeg på en måde får tilfredsstillet min ulideligt snobbede trang til at være i nærheden af noget intellektuelt materiale. Da jeg for tiden er inde i en periode hvor jeg opdager det spændende i de visuelle kunstarter, så er det kun et plus at finde job på et museum, også selvom det kun er på caféen.


Centre Georges Pompidou er et kæmpe kulturcenter i midten af Paris (IVe) som blandt andet huser et stort bibliotek, et forskningscenter for musik og akustik og Musée National d'Art Moderne. Sidstnævnte er nok hovedattraktionen, da museets samling rummer mange af hovedværkerne fra det 20. århundredes skulptur- og billedkunst, herunder især Kandinski, Picasso, Míro, Matisse, Dali etc. Alt i alt, et sted der rummer en masse materiale der kredser omkring min interesse for avantgardekunst og nybrud i kunsten fra forrige århundrede. Udover mesterværkerne fra det 20. århundrede rummer museet også en stor samling af samtids-/nutidskunst, som helt klart også fortjener opmærksomhed.
Men nu får vi at se på søndag om jeg overhovedet får job der, og om det er noget for mig...

Indtil da kan det være informativt at kigge på Pompidoucentrets hjemmeside.

Ingen kommentarer: