Så lykkedes det sgu - altså at få et job igen. Søndag var min første vagt på caféen i Pompidoucenteret og hvilken lise det er at arbejde der, i forhold til fortravlede og forrykte Indiana!!! Mit job består i at betjene centerets besøgende i et cafeterielignende område. Gæsterne er hovedsageligt udlændinge, dvs. at jeg overfor dem får brugt mit engelske langt oftere end det franske. Men personalet i caféen er fransk, så der kompenseres udmærket for den manglende øvelse. Stemningen er grundlæggende meget mere afslappet end på mit forrige job. Måske skyldes det at caféen ikke ligger under for samme økonomiske pres som Indiana (grundet statsstøtte øjensynligt). Eller også skyldes det at de besøgende i caféen er museumsgængere og kulturinteresserede (eller små familier med børn der røvkeder sig) i modsætning til det meget blandede klientel på Indiana. Måske skyldes det simpelthen at hele bygningen emmer af dannelse, der siver ud i luften og får hele atmosfæren til at være behagelig. Hvorom alting er så er jeg glad for jobbet indtil videre.
Udover at jobbet er noget bedre end det forrige, så rummer det også nogle åbenlyse fordele - nemlig at jeg har adgang til diverse særarrangementer på museet. I dag var Rikke og jeg inde til ferniseringen på en ny udstilling kaldet 'Traces du Sacré'. En meget kreativt kurrateret udstilling hvor kunst fra de sidste 3-400 år blandes sammen tidsmæssigt for at understrege bestræbelser på at udforske de religiøse aspekter af kunst. Et af værkerne jeg hæftede mig ved var 'Piss Christ' af Andres Serrano. Man kan synes hvad man vil om idéen med at nedsænke et krucifix i urin og dernæst fotografere det, og for mange vil ordet blasfemi sikkert falde dem ind. Jeg synes dog billedet er betagende og rummer et uudgrundeligt element af smertefuld religiøsitet - det er som om den legemlige tortur opløser sig i et sjæleligt syrebad. Og det er ikke engang pis!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar