ene

18.

Prøver at kigge ud af vinduet. Billygterne fra gaden flakker virrende gennem stuen. Selvom det er aften og selvom det er Paris så er det stadig ensomt at være menneske. Det er nogle gange hårdt at glædes over de små ting. I dag har jeg for eksempel været lykkelig over at have fået brugt ni af de komplet ubrugelige 1-centimer. Stakkels økonomi siger jeg bare! Hvornår ophører indignationen mod alt og alle i Danmark monstro. Følger lidt med i danske nyheder, da Rikkes mor har betalt for at vi får Dagbladet Information tilsendt. Mage til harmdirrende journalistprosa. Men det er en stærk avis der på mange punkter smitter af - læste sågar et læserbrev hvor en abonnent brokker sig over at få for meget tryksværte på fingrene. Man kan i hvert fald hurtigt blive snavset til af en eller anden retorik.
Ud og ind af mig selv bølger reflektionerne. 22.22 siger tiden. Endnu en påmindelse om mangelen af tosomhed. Skammer mig over måske at have forspildt endnu en chance - for at finde mig selv. Men måske det ikke er i sproget at man gør det, altså finder sig selv, eller bliver fundet. Lyskeglen i rummet kommer igen, søgende. Sigter så mod mig, men iler videre. Fint nok, tænker jeg.

Der sænker sig en anden ro over én når man har tilbragt dage helt alene. Rikke er taget til Alsace for at arbejde som frivillig på en gård. En diametral modsætning til trangheden i storbyen. Hun sender mig luftige og levende tanker. Taler til mig kærligt i telefonen om en natur uden lige. Måske jeg tager derover. Men har jo mit job i kunstens arne at tage vare om. Venter på at min chef ringer og beder mig komme på arbejde. Er indtil videre kun 'ekstra', så ved ikke hvor mange vagter jeg kan få.

Går i disse dage uden Rikke og mærker ensomhedens og isolationens indvirken på mig. Mit sind bliver tungere men det gør mig blot mere produktiv. Skriver og læser ivrigt. Det er godt med melankoli til at synke ned igennem livets faste overflade. Forleden læste jeg følgende digt af Thomas Hardy.

The Walk

You did not walk with me
Of late to the hill-top tree
By the gated ways,
As in earlier days;
You were weak and lame,
So you never came,
And I went alone, and I did not mind,
Not thinking of you as left behind.

I walked up there to-day
Just in the former way;
Surveyed around
The familiar ground
By myself again:
What difference, then?
Only that underlying sense
Of the look of a room on returning thence.

Skrevet efter Hardys kone døde efter en svær sygdom. Kan poesien rumme følelser man ikke selv har erfaret og alligevel tale til én? Jeg tror det, og måske det er på samme måde som når et maleri af et landskab man ikke har set påvirker én - fordi de fleste følelser og landskaber rummer noget universelt.