Hjemme

29.

Jeg er atter hjemme fra turen til det bjergfyldte øst og vil snarligt skrive lidt mere herpå.
I første omgang har jeg dog blot ændret indstillingerne på bloggen, således at det er muligt at skrive kommentarer selvom man ikke er oprettet som bruger (...hint, hint - skjult opfordring!)

Kuldskær

19.

Generelt associerer jeg de fleste ringelyde med noget koldt. Enhver alarmklokke får mig til at tænke på urimeligt isnende morgener hvor jeg har krænget mig ud af sengen i tænderskærende smerte. Tidligt og utimeligt. En insisterende advarselstone der minder mig om at min sikre slummer afbrydes og arbejdet venter. Eller blot en rejse. Selv dét får mig ikke velvilligt 'ud af fjerene'. Jeg egner mig ikke til morgener der tvinges ned over mig. At stå tidligt op er mig ikke imod, men det skal foregå hvis, og kun hvis, jeg selv vågner frisk og frejdig før tid.

I morgen skal jeg så ud og rejse. Til vogeserbjergene i øst. Til Rikke. Destinationen er mere præcist Saint-Dié-des-Vosges. En mindre og (sandsynligvis) tiltalende middelalderby.

Har besluttet mig for rejsen da en anden kold ringelyd er udeblevet, nemlig telefonens kimen, der indikerer at min chef vil have mig på arbejde...

ene

18.

Prøver at kigge ud af vinduet. Billygterne fra gaden flakker virrende gennem stuen. Selvom det er aften og selvom det er Paris så er det stadig ensomt at være menneske. Det er nogle gange hårdt at glædes over de små ting. I dag har jeg for eksempel været lykkelig over at have fået brugt ni af de komplet ubrugelige 1-centimer. Stakkels økonomi siger jeg bare! Hvornår ophører indignationen mod alt og alle i Danmark monstro. Følger lidt med i danske nyheder, da Rikkes mor har betalt for at vi får Dagbladet Information tilsendt. Mage til harmdirrende journalistprosa. Men det er en stærk avis der på mange punkter smitter af - læste sågar et læserbrev hvor en abonnent brokker sig over at få for meget tryksværte på fingrene. Man kan i hvert fald hurtigt blive snavset til af en eller anden retorik.
Ud og ind af mig selv bølger reflektionerne. 22.22 siger tiden. Endnu en påmindelse om mangelen af tosomhed. Skammer mig over måske at have forspildt endnu en chance - for at finde mig selv. Men måske det ikke er i sproget at man gør det, altså finder sig selv, eller bliver fundet. Lyskeglen i rummet kommer igen, søgende. Sigter så mod mig, men iler videre. Fint nok, tænker jeg.

Der sænker sig en anden ro over én når man har tilbragt dage helt alene. Rikke er taget til Alsace for at arbejde som frivillig på en gård. En diametral modsætning til trangheden i storbyen. Hun sender mig luftige og levende tanker. Taler til mig kærligt i telefonen om en natur uden lige. Måske jeg tager derover. Men har jo mit job i kunstens arne at tage vare om. Venter på at min chef ringer og beder mig komme på arbejde. Er indtil videre kun 'ekstra', så ved ikke hvor mange vagter jeg kan få.

Går i disse dage uden Rikke og mærker ensomhedens og isolationens indvirken på mig. Mit sind bliver tungere men det gør mig blot mere produktiv. Skriver og læser ivrigt. Det er godt med melankoli til at synke ned igennem livets faste overflade. Forleden læste jeg følgende digt af Thomas Hardy.

The Walk

You did not walk with me
Of late to the hill-top tree
By the gated ways,
As in earlier days;
You were weak and lame,
So you never came,
And I went alone, and I did not mind,
Not thinking of you as left behind.

I walked up there to-day
Just in the former way;
Surveyed around
The familiar ground
By myself again:
What difference, then?
Only that underlying sense
Of the look of a room on returning thence.

Skrevet efter Hardys kone døde efter en svær sygdom. Kan poesien rumme følelser man ikke selv har erfaret og alligevel tale til én? Jeg tror det, og måske det er på samme måde som når et maleri af et landskab man ikke har set påvirker én - fordi de fleste følelser og landskaber rummer noget universelt.

Bonne Nouvelle

6. maj

Så lykkedes det sgu - altså at få et job igen. Søndag var min første vagt på caféen i Pompidoucenteret og hvilken lise det er at arbejde der, i forhold til fortravlede og forrykte Indiana!!! Mit job består i at betjene centerets besøgende i et cafeterielignende område. Gæsterne er hovedsageligt udlændinge, dvs. at jeg overfor dem får brugt mit engelske langt oftere end det franske. Men personalet i caféen er fransk, så der kompenseres udmærket for den manglende øvelse. Stemningen er grundlæggende meget mere afslappet end på mit forrige job. Måske skyldes det at caféen ikke ligger under for samme økonomiske pres som Indiana (grundet statsstøtte øjensynligt). Eller også skyldes det at de besøgende i caféen er museumsgængere og kulturinteresserede (eller små familier med børn der røvkeder sig) i modsætning til det meget blandede klientel på Indiana. Måske skyldes det simpelthen at hele bygningen emmer af dannelse, der siver ud i luften og får hele atmosfæren til at være behagelig. Hvorom alting er så er jeg glad for jobbet indtil videre.

Udover at jobbet er noget bedre end det forrige, så rummer det også nogle åbenlyse fordele - nemlig at jeg har adgang til diverse særarrangementer på museet. I dag var Rikke og jeg inde til ferniseringen på en ny udstilling kaldet 'Traces du Sacré'. En meget kreativt kurrateret udstilling hvor kunst fra de sidste 3-400 år blandes sammen tidsmæssigt for at understrege bestræbelser på at udforske de religiøse aspekter af kunst. Et af værkerne jeg hæftede mig ved var 'Piss Christ' af Andres Serrano. Man kan synes hvad man vil om idéen med at nedsænke et krucifix i urin og dernæst fotografere det, og for mange vil ordet blasfemi sikkert falde dem ind. Jeg synes dog billedet er betagende og rummer et uudgrundeligt element af smertefuld religiøsitet - det er som om den legemlige tortur opløser sig i et sjæleligt syrebad. Og det er ikke engang pis!

Her koger det!

2. maj

Endelig. Sol og sydende fortov i Paris. Det er blevet varmt og dejligt forureningslummert i storbyen og livet ser lidt mere lyst og let ud. I dag fik jeg taget mig sammen, efter at min "¤%¤" storetå er blevet rekonvalescent, til at søge job. Det går altid anderledes end man forventer med sådan noget, og for mit vedkommende som regel bedre. Jeg besøgte Centre Georges Pompidou i formiddags for at forhøre mig om muligheden for at få job i deres café. På forbløffende vis lykkedes det for manageren at overhøre mine håbløse franskkundskaber og han tilbød at jeg kunne komme tilbage på søndag for evt. at skrive mig i vagtplanen. .... Ja, du hørte rigtigt! I vagtplanen. Uden overhovedet at udspørge mig om min motivation for at arbejde der eller lignende, som er normal kotyme i DK. Mærkeligt. Men jaja, det lader til at jeg kan få job der, hvilket jeg er ret lykkelig over.

Jeg har i noget tid gået og grundet over hvordan jeg kunne finde et job hernede som virkede lidt mere meningsfuldt for mig, end blot et almindeligt bartender-/tjenerjob. Min løsning blev at søge job på et af Paris' mange muséer. Fordelen ved det er naturligvis at jeg på en måde får tilfredsstillet min ulideligt snobbede trang til at være i nærheden af noget intellektuelt materiale. Da jeg for tiden er inde i en periode hvor jeg opdager det spændende i de visuelle kunstarter, så er det kun et plus at finde job på et museum, også selvom det kun er på caféen.


Centre Georges Pompidou er et kæmpe kulturcenter i midten af Paris (IVe) som blandt andet huser et stort bibliotek, et forskningscenter for musik og akustik og Musée National d'Art Moderne. Sidstnævnte er nok hovedattraktionen, da museets samling rummer mange af hovedværkerne fra det 20. århundredes skulptur- og billedkunst, herunder især Kandinski, Picasso, Míro, Matisse, Dali etc. Alt i alt, et sted der rummer en masse materiale der kredser omkring min interesse for avantgardekunst og nybrud i kunsten fra forrige århundrede. Udover mesterværkerne fra det 20. århundrede rummer museet også en stor samling af samtids-/nutidskunst, som helt klart også fortjener opmærksomhed.
Men nu får vi at se på søndag om jeg overhovedet får job der, og om det er noget for mig...

Indtil da kan det være informativt at kigge på Pompidoucentrets hjemmeside.