Kulturen der gik op i røg

16. april

"Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer."

Dagene går og går hernede i Paris. Konstant søger jeg med iver ind i en ny tilværelse, for at fremkalde erfaringens gunstige vinde. Men det er uanset hvad umuligt at fremskynde en dannelsesproces. Især fordi enhver dannelsesproces er individuel. Konstant minder vi os selv om at vi ikke er hernede for at opfylde andres folks forventninger til os (forventninger som i øvrigt kun optræder i vores egen bevidsthed). Men det er let at blive revet med af en skjult forventning om at en dannelsesrejse skal udmønte sig i præcis de og de ting. Sjovt nok er det nemmere at glemme en etiket som den ovenstående af Charles Baudelaire end at insistere på fordybelsen i sin egen æstetiske sans. Uanset hvad gælder det om at beruse sig, i øjeblikkets glæde.

De sidste uger er gået i det der måske opfattes som en dagdrivertilværelse, nemlig uden arbejde i almindelig forstand. Hver dag synes min hang til sanselig beruselse at få overtaget, så dydens vej sjældent følges regelret. Men dog har jeg ikke ligget på den lade side, som man så fint udtrykker det. Jeg har de sidste 14 dage skrevet på en artikel som forhåbentligt dukker op i det kommende nummer af studenterbladet visir (www.visir-online.dk). Det er kort sagt en reportage fra Frankrig efter rygeforbuddet trådte i kraft hernede, men med en perspektivering til ovennævnte Baudelaire og hans skrift 'Les Paradis artificiels'. Med tiden bliver artiklen måske lagt på nettet og efter endnu længere tid bliver den måske fra min side udvidet en anelse. I forbindelse med artiklen har jeg nemlig researchet en del og har efterhånden en del materiale angående fænomenet rygning i en æstetisk og kulturel sammenhæng som fortjener at blive udbredt lidt. Først og fremmest har jeg været på besøg i et særpræget lille museum her i Paris. Le Musée du fumeur (www.museedufumeur.net)er et museum dedikeret til kunsten at ryge og derfor et interessant fænomen i et Europa hvor rygning efterhånden er underlagt så mange restriktioner i det offentlige rum.
Museet er undseeligt og knap nok et besøg værd, da de kun 60 kvm er gennemvandret på ca. 5 min. Dog rummer det en del unikt materiale i relation til den beruselse rygning giver. Endvidere er museet udstyret med en fin lille boghandel som rummer mange interessante bøger om emnet. Jeg selv så det som uundgåeligt at investere i litteraturantologien: Le Livre de Cannabis omkring betydningen af cannabis (hash) i en litterær sammenhæng. Struktureret som en alternativ litteraturhistorie byder den på et spændende billede af den betydning hash, og rus generelt, har haft i forhold til den digteriske inspiration, helt tilbage fra bibelen og op til vor tid.

Rus, rus, rus. Det er over det hele i denne by. Som om den immanente ekstase har strukket sig ud over hver eneste overflade og lader sig indoptage blot ved at kradse blidt i den prægtige glasur.

Hverdagens ekstase har dog vist sig på ganske andre måder, nemlig som underlagt tilfældets underfundige love. Først og fremmest lykkedes det at få brugt 550€ (!) på en VVS-regning. Vores toilet gik i stykker og uvidende som jeg var ringede jeg til det første og bedst VVS-mand, som dog valgte at tage ovennævnte beløb for at udskifte en enkelt rørdims og cisternekassen (er ikke så ferm til fagudtryk) på toilettet. UAK! Hvilken ekstase, i overforbrugets tegn. Men hvad gør man når man ikke ligefrem har en håndværksmæssig baggrund?
Anden ekstase er dog mere positiv. Den vedrører udbetaling af min løn fra Indiana. Jeg var efterhånden blevet en anelse nervøs for om jeg overhovedet ville få nogen løn, eftersom jeg jo valgte at kvitte jobbet uden noget forvarsel. Og da der så var gået 4 dage siden Rikkes løn var gået ind på hendes konto og min endnu blev mere og mere gabende tom (især som følge af ovenstående sanitære uheld) så jeg ikke anden løsning end at ringe til Indiana og høre hvad de egentlig bildte sig ind. Jeg havde trods alt arbejdet det der svarede til en hel måned og ville ikke lade de penge forsvinde ud i det blå. Det ville Indiana gudskelov heller ikke. Jeg fik at vide at der lå en check til mig dernede. I hastig fart ilede jeg selvsagt ned på caféen, og ganske rigtigt - en check lå klar til mig, med godt og vel en hel månedslån. Tak Indiana for denne sidste gestus! Ekstasen kunne endelig begynde.

Anyway. I løbet af min lediggang er det også lykkedes mig at komme godt i gang med mit Proust-eventyr. I aften regner jeg med at færdiggøre bind to af syvbindsværket - i den danske udgave vel at mærke. Hvad der dog er mere spændende er at jeg har meldt mig ind i en læseklub der agter at læse hele På sporet efter den tabte tid - alle syv bind - i løbet af det næste 1½ - 2 år. Gruppen kan findes igennem Yahoo - http://groups.yahoo.com/group/isolt/ - og hvis der er nogen der har lyst til at deltage skal de være hjerteligt velkomne. Planen er at læse hele À la recherche du temps perdu med ca. 50 sider om ugen i løbet af det næste lange stykke tid. De fleste af læserne i gruppen læser den engelske oversættelse, In search of lost time (ISOLT), som beløber sig til omkring 4300 sider i alt, hvilket med 50 sider om ugen giver 86 ugers læsning. For tiden diskuteres det hvorvidt der skal indlejres en måneds læsepause i mellem hvert bind, til læsning af diverse sekundær litteratur, hvilket vil gøre læsetiden til omkring to år i alt. Lyder det som en heftig omgang? Ja, det er det givetvis, men hvis du hopper på, så lover jeg at du får en af de bedste læseoplevelser i dit liv! Vi starter i Maj, så hop på nu.

Selv har jeg netop slugt sidste fjerdedel af bind to (på dansk: I et rosenflor af purunge piger). Her fortættes i flere sektioner Prousts æstetik og livssyn (som dog ikke skal forveksles med fortælleren Marcels eller de kunstnertyper som også ytrer sig i romanen). I en scene hvor fortælleren (Marcel) møder den store kunstmaler Elstir, optræder følgende monolog fra Elstirs side:
"Der gives ikke noget menneske, han være så klog, han vil, der ikke i sin ungdom har udtalt ord eller dog ført et liv, hvorom erindringen er ham så ubehagelig, at han ville ønske, han kunne udslette den. Men han bør ikke absolut beklage det, for han kan ikke være sikker på, at han var blevet en vismand - så vidt det er muligt at blive det - hvis han ikke havde gennemgået alle de latterlige eller forsmædelige inkarnationer, der må gå forud for denne sidste inkarnation. Jeg véd, at der er unge mennesker, sønner og sønnesønner af fremragende mænd, hvem deres huslærere allerede på skolebænken har lært åndelig adel og moralsk holdning. De har måske ikke noget at skære bort af deres liv, de kunne offentliggøre og signere alt, hvad de har sagt, men det er fattige ånder, kraftløse ætlinge af doktrinære, og deres visdom er negativ og gold. Vi kan ikke modtage visdommen udefra, vi må selv, efter en rejse, som ingen kan gøre for os, ingen spare os for, opdage den, thi den er en indstilling overfor tingene. De levnedsløb, vi beundrer, de holdninger, vi finder ædle, er ikke bestemte af en familiefader eller en huslærer; forud for dem ligger indledende livsperioder af ganske anden art, hvor de blev påvirkede af det slette eller banale, der omgav dem. De repræsenterer en kamp og en sejr. Jeg kan forstå, at billedet af det, som vi har været i en første periode, ikke mere er til at kende igen og i alle tilfælde er ubehageligt. Vi bør dog ikke fornægte det; thi det er et vidnesbyrd om, at vi virkelig har levet, at det er efter livets og åndens love, vi af tilværelsens almindelige elementer, af atelierlivet og af kunstnerklikerne, hvis det drejer sig om en maler, har uddestilleret noget, som er mere værd." (Fra side 437-438)

Dette er beruselse for mig....