mandag den 7. april 2008

Ingen titel

07. april

Det er nu ved at være 2 uger siden jeg sagde op på mit job på Indiana Café, og i mellemtiden er der da sket lidt af hvert, så hvorfor ikke fortælle lidt om det?
Først og fremmest havde jeg besøg i min mor forrige weekend. Dejligt! Især nu hvor jeg rent faktisk havde fri og kunne bruge tid sammen med hende. Det blev nogle fantastiske dage, hvor jeg fik set en masse af de turistting jeg endnu ikke har set hernede, og så blev min fødselsdag også fejret på behørig vis med morgenbord med flag og fint restaurantbesøg om aftenen.

Generelt er det en meget fed følelse at få besøg hjemmefra. Det genopvækker fornemmelsen for byen, da vi skal ud og forklare lidt om de steder vi besøger og således får set alting med lidt andre øjne en normalt.

Da min mor tog hjem sidste mandag fik Rikke og jeg pludselig tid til at tilbringe tid sammen, kun os to, hvilket vi nærmest ikke havde gjort i to uger(!) Og hvor bliver tiden også af, sådan helt generelt? Det føles som om den siver ud af kroppen, ud af vinduet og spredes for alle vinde. Vanen, der har en så urimelig stor magt, formår på en eller anden måde at overvinde alle originale indtryk af et nyt og fremmed samfund. Man tror et øjeblik at vanen med tiden får alting til at stå klart, men i virkeligheden bliver det blot endnu mere tåget. At afkræve erfaringen en mening fordrer en langt større anstrengelse, når først ens væsen har fundet sig til ro i omgivelserne. Derfor virker det også som om det er langt sværere for mig at skrive noget på denne blog, som ikke bare har præg af offentlige dagbogsnotater - en logbog (som fænomenet dog ellers udspringer af). Den personlige reflektion lader af en eller anden grund vente på sig, når opvasken hober sig op. Egentlig var det min intention at skrive om den underlige følelse det var at gå rundt i snevejr i Paris i går, men inspirationen er der ikke. Tilbage til opvasken med mig...

Ingen kommentarer: