Samedi

9
Lørdag i Paris. Efter nogle dages pause fra bloggen har jeg igen fået en lille lejlighed til at skrive. Rikke er blevet rask igen, så vi tilbragte dagen i går med at tage lidt rundt på må og få. Intet var planlagt, så vi lod metroen føre os hen hvor vi lystede. En sådan tilgang til at opleve en ny by har sine fordele og ulemper. Enten opdager man en fantastisk og uopdaget plet af byen, som overrasker én positivt, eller også havner man i noget der ligner det rene ingenting (men som alligevel er en markant oplevelse). Vores spontane udflugt førte os mod endestationen af metrolinie 10 - Boulogne Pont de St-Cloud. Rikke ville gerne ud og opleve noget natur, efter de mange dage hvor den eneste naturoplevelse var dun fra dynen og kamillethe fra kanden. Den berygtede Boulogneskov var derfor et naturligt indfald, da vi stod og betragtede metrokortet og funderede over hvilken linie vi skulle hoppe på. Boulogne Pont de St-Cloud måtte da være lige midt i skoven. Vi forestillede os begge at metrotoget ville stoppe under hængende piletræer, og at den sædvanlige rulletrappe fra undergrunden ville være erstattet af en rodet jordsti med flettede buske langs siden. Stor er vores skuffelse da vi ser at det langt fra er sådan. Boulogne Pont de St-Cloud har ikke meget med boulogneskoven at gøre. Det er nemlig forstadskvarteret Boulogne der er tale om. Da den sædvanlige rulletrappe fører os op i dagslyset, ser vi hvad der til forveksling ligner enhver anden del af Paris' forstadsområde (om end en anelse mere mondænt). Højhuse og motorvejssammenfletninger møder os så langt øjet rækker. Ak! ja. Spontaniteten fører ikke altid et eventyr med sig. Vi trisser lidt rundt i det nyopdagede kvarter og konstaterer at naturen og skoven næppe heller befinder sig om næste hjørne. Lettere mismodige bevæger vi os tilbage til metroen. Her tager vi linie 10 fra endestation til endestation og erfarer hvad der må være en antitese til en naturoplevelse. Metroens døde hverdagstrummerum. Dagen ender med at vi tilbringer mere tid under jorden end over. I stedet for en betagende naturoplevelse får vi en rammende kulturoplevelse - af tomhed. Metroens tilstand: bevægelse uden betagelse. Særlige tomme blikke indtager folk ansigter i undergrunden. Og det smitter. Metroen suspenderer al legemlig og sjælelig bevægelse - kun dens egen punktvise rytme får betydning. På den måde blev dagen i går på en særlig måde præget af den parisiske hverdag. Den minder mig lidt om at den første betagelse ved byen langsomt aftager. Vanen sætter igennem og gør alting en anelse mere sædvanligt. Men det er netop også en af pointerne med opholdet hernede. At blive en del af en hverdag i denne by.