Nu skal alting dog ikke handle om en indsnævring af fokus på det jobmæssige. Det er trods alt ikke den eneste grund til at befinde sig i dette land, om end den for tiden har en tendens til at overskygge det meste andet. Litteraturen, kunsten og kulturen er stadig overalt og lader sig ikke overse. For eksempel er det utroligt inspirerende at erfare at der i dette land er plads til en udgivelse som 'Le Magazine Littéraire', som jeg nævnte tidligere. Magasinet udkommer månedligt og behandler aktuelle emner vedrørende det litterære miljø i Frankrig. Hvert nummer har desuden et tema, ofte centreret omkring en litterær skikkelse. Formatet og den journalistiske stil henvender sig ikke umiddelbart til akademikeren, men nærmere mod den almene, litteraturinteresserede borger (som jo som bekendt er hovedparten af den franske befolkning). Dette betyder dog ikke at artiklerne er mindre seriøse, men gør derimod formidlingen mere underholdende. I februarudgaven af magasinet er temaet 'Aristoteles og begæret efter viden'. I Frankrig er en nyoversættelse af Aristoteles' samlede værker i gang med at blive udgivet og derfor rummer magasinet introduktioner til de centrale udgivelser, samt kommentarer fra nyere franske filosoffer der søger at gentænke anvendelsen af Aristoteles (herunder Jacques Rancière, Florence Dupont og Vincent Descombes).
Et andet fokus i magasinet, som jeg vil fremhæve her, vedrører tilstanden for undervisningen i fransk litteratur, på universitetet og i gymnasiet. Påstanden er, at litteraturundervisningen mere og mere baserer sig på skematiske og strukturalistiske tilgange til litteraturen. Meningen med et givet litterært værk ligger i forholdet mellem aktørerne, sat ind i den velkendte aktantmodel. Modsætningspar udtrykker værkets fundamentale skismaer og det gennemgående hovedmotiv udtrykker forfatterens formål med værket. En samlet opregning af alle sådanne 'fakta' giver et helhedsbillede af værket og giver derved en passende indsigt i litteraturens væsen og virke. Eller hvad? Èn af kritikerne af denne tendens er teoretikeren Tzvetan Todorov, som ironisk nok selv har været med til at introducere den russiske strukturalisme og formalistiske metode igennem oversættelse. Han pointerer at glæden ved litteraturen forsvinder når den reduceres til en ren skematisk konstruktion. "L'idée que la littérature a à nous dire quelque chose sur nos vies est perdue de vue." Idéen om at litteraturen kan sige noget om vores liv er forsvundet som mulig betragtning. Flere gymnasiaster beskriver undervisningen i fransk litteratur som en afart af matematik, hvor ligningen skal gå op til sidst. Spørgsmålet er uden tvivl velkendt og har været stillet lige siden strukturalismen og formalismen brød frem.
De fleste jeg kender, har på et eller andet tidspunkt beskrevet en oplevelse i en dansktime, hvor de følte at underviseren søgte at hive noget bestemt ud af den tekst man sad med i hånden. Det være sig en skematisk opdeling af rige/fattige, mandlige/kvindelige etc., freudianske tolkninger med uforholdsmæssig megen fokus på det seksuelle eller en ideologikritisk udlægning hvor de binære oppositioner siger noget om det forbandede borgerskabs dæmoni. Problemet ved sådanne forudindtagede tilgange til analysen af litteratur understreger blot problemet ved at lave en 'udtømmende' analyse af et givent værk. Enhver analyse der har et skematisk præg vil altid efterlade en 'rest' i forhold til værkets fremtræden for den der analyserer (studenten eller underviseren). Denne 'rest' er muligvis det Todorov fremhæver som 'det ved litteraturen der taler til vores eget liv', og det er netop den betydningsfulde rest der gør at mange studerende efterlades uforløste når de præsenteres for en skematisk og strukturel analyse af et givent værk. Det er denne 'rest' der intervenerer i vores selvopfattelse og udgør litteraturens væsen. Selvfølgelig skal den ikke negligeres. Og det bliver den da heller ikke i følge Philippe Meirieu, som er underviser på en af Frankrigs lærerseminarer. Men det afhænger af underviseren at bringe disse elementer af litteraturen frem i undervisningen. Det skematiske er blot et hjælpemiddel der danner udgangspunkt for en videre diskussion af værkets karakter. Francois Bégaudeau, litteraturprofessor ved Sorbonne, fører det endnu længere ud. Den skematiske tilgang til litteraturen rummer en demokratisk intention. Ved at udskrive litteraturen på formelbasis sikrer man flest mulige deltagende i undervisningen, i hvert fald i teorien. Det er lighedsprincippet der er på spil. Alle skal kunne deltage og forstå det bagvedliggende ved litteraturen. Men spørgsmålet er om ikke effekten er modsat. At kun de mest elitært orienterede kan skue igennem den skematiske tendens og erfare litteraturens bagvedliggende magi? Jeg tror det hele beror på umuligheden af at balancere elegant i dette felt. I virkeligheden afhænger det ganske rigtigt af underviserens formåen. Hvis vedkommende er engageret og oprigtigt udtrykker en interesse for litteraturen vækkes de studerendes indblik i sagerne ganske givet også. Og så snart det er opnået kan det skematiske syn på litteraturen ganske glimrende bruges som en potentiel optik til at gennemskue visse træk ved værkerne. Men undervisningen skal netop fokusere på optikkens 'forvrængede' blik på sagerne. Derigennem opnås en delvis indsigt i litteraturens væsen.
Sikke en lang smøre. Men dejligt at få afløb for nogle af mine pseudoteoretiske tanker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar