På jobjagt

13
Endelig! En form for forløsning! Har i dag været på en slags jobjagt rundt i byen. Udstykket med fem styks formidable cv'er vandrede jeg kækt ud og udfordrede det der har været min helt store frygt hernede: At skulle snakke fransk med min kommende arbejdsgiver. Tankerne om endelig at skulle ind et sted og søge et job har skræmt mig fra vid og sans. 'Hvad nu hvis de slet ikke forstår hvad jeg siger og blot stirrer mærkeligt når jeg står der med mit cv flagrende i hånden?'. Skræmmescenarier har jeg haft nok af. Derfor er forløsningen også så meget større nu hvor jeg har overstået første del af udfordringen. Jeg fik besøgt fire caféer i dag, i kæden 'Indiana', hvor Rikke og jeg har hørt at det skulle være nemt at få job som dansker. Det viste sig da også at de tydeligvis var vant til at sådan nogle som mig kommer vandrende ind i ny og næ. Første sted jeg besøgte blev jeg straks bænket ved et bord sammen med manageren til en uformel jobsamtale. Det gik dog ikke så godt. Jeg var pinligt nervøs, så fattede ikke halvdelen af det han spurgte mig om. Resultatet blev at han måtte slå over i engelsk på et tidspunkt, hvilket jeg i min forvirring heller ikke forstod så meget af. Men han var stadig venlig og sagde at han ville gemme min ansøgning og ringe til mig hvis der kommer en ledig stilling. Jaja, vi får at se. Til gengæld var jeg helt høj da jeg trådte ud af caféen igen. Jeg havde fandme gjort det og trodset al min frygt for at fejle. Derfor begav jeg mig da også kækt afsted mod den næste Indiana, ved Montmartre. Her var oplevelsen en hel anden. Manageren var mere stille og rolig og stillede knap så mange spørgsmål. Dvs. jeg klarede mig igennem på fransk, hele vejen. Han virkede positivt indstillet, især da han fandt ud af at jeg var dansk. Åbentbart er danskere i høj kurs hernede, sandsynligvis pga. gode engelskkundskaber og en god arbejdsmoral. Også han ville ringe til mig hvis der blev en ledig stilling. Oplevelsen var ca. lige sådan på den næste Indiana ved Montparnasse. Mit sidste besøg var ved Indiana Denfert-Rochereau, hvilket var højdepunktet på min rundtur. Det viste sig at manageren her havde en mor der kom fra København, dvs. han var meget positiv i forhold til min danske herkomst. Også han lovede at ringe hvis der kom en ledig stilling, men som den eneste gav han mig et godt solidt håndtryk før jeg gik. Ah, meget positivt!
Efter dette mødtes jeg med Rikke ved Indiana Richelieu. Hun havde også været på jobjagt, men nåede kun forbi to steder fordi hun kom lidt senere afsted end jeg. Det ene af stederne var dog Indiana ved Bastillepladsen, hvor chancen vist er ret god for at hun får et job. Selvom vi begge kun fik besøgt en urimelig lille del af alle Paris' caféer, så opnåede vi noget af det største indtil nu hernede, vi fik taget hul på bylden. Skønt. Nu er næste problem bare at de vil 'ringe' til os og vi frygter at vi ikke forstår hvad de siger i telefonen. Ak! ja, én bekymring afløses jo altid af en anden.