La Maladie

4
Stakkels Rikke. Hun er blevet syg og er blevet helt nedlagt af en strid feber der bliver ved med at rase i kroppen. Paris er knap så sjov, set gennem skodder bag en dynekant. Derfor har jeg været overladt til mig selv i dag. Taknemmelig for at det ikke regner, på trods af en konstant lurende byge i horizonten. Det hele synes lidt truende og det eneste sted jeg føler mig draget til er kirkegården Père Lachaise. I første omgang på grund af en lyst til at gense Prousts grav. Men da jeg træder ind på kirkegården overvældes jeg af stedets mystiske, majestætiske dysterhed. Der er noget apokalyptisk over at bevæge sig iblandt de skæve alléer med gravmæler der emmer af det forgangne. Vegetationen er sparsom. De grove sten i de små gader sidder så skævt at ens gangart bliver kantet. De store tomme gravmausolæer står, som var de rystet af en underjordisk sammenstyrtning. Her mindes man ikke de døde som enkelte individer, nej, her erfares den hele menneskeheds uvilkårlige nedfalden til dødsriget. Slægsmonumenter fortæller om magtens og den indflydelsesrige storheds uafvendelige endemål: Forfald og forglemmelse. Kun enkelte grave synes at leve stadigvæk. De berømte kunstneres. Jim Morrison. Oscar Wilde. Proust. Sjældent ser man det så tydeligt illustreret, som på Père Lachaise, at 'la puissance de l'art', kunstens kraft, overlever, fremfor økonomiens og magtens kraft. Hvor adskillige adelige slægter forvitrer, blomstrer mindet om betydningsfulde kunstneriske indtryk i små hjørner af Père Lachaise. Ved Prousts grav er enkelte blomster. Hvide roser. Ren kærlighed. Jeg føler mig inspireret og bevæger mig ud af kirkegården igen. Må hjem og se til Rikke, midt i alle disse tanker om død og undergang. Stopper undervejs på en café og læser lidt i "På sporet...". Tænker på Proust, hvordan han skrev sit romanværk i korkværelset på boulevard Haussmann 102. Tænker på Rikke, bag skodderne på rue de Crimée 35. Jeg må videre. Hjem. "Der er tilfælde (ganske vist temmeligt sjældne), hvor det bedste middel til at vinde tid er at skifte sted, fordi stillesidden gør tingene ubevægelige." ('I et rosenflor af purunge piger' s. 219)