Så lykkedes det endeligt. Vi kom i skoven i dag. Bois de Boulogne åbnede sin pragt for vores fødder. Faktisk viste det sig at vi sandsynligvis havde været ret tæt på skoven i lørdags, hvis vi bare var bevæget os en anelse nordpå. Der kan man bare se. Men nu lykkedes det os for alvor at komme ind i den. Boulogneskoven er et kæmpe parkområde i den vestlige ende af Paris. Størrelsesmæssigt er det ca. 2,5 gange så stort som central park i New York. I starten af skovområdet ligger Jardin d'Acclimatation som er en forlystelsespark med dyr og alt hvad hjertet ellers begærer. Vi bevæger os dog længere ind i skoven og opdager til vores fryd et stort søområde midt i det hele. Atter for vi understreget franskmændenes enorme udnyttelse af de naturomårder der findes i Paris. Men hvad er der også så sært ved denne udnyttelse, vi er jo selv en del af selvsamme.
Desværre er vores tur lidt præget af at der hænger en tung, tung sky over vores bevidsthed. Vi er begge pludselig blevet meget fokuserede på noget meget presserende, nemlig nødvendigheden af at tage jobsituationen alvorligt på et tidspunkt. Når alt kommer til alt er vores umiddelbare mål hernede ikke at flandre rundt og lege semi-turister. Nej, det er at få et job og derigennem trænge mere ind på livet af dette besværlige franske sprog og den betagende kultur. Jobsituationen er den store dæmon der hele tiden plager os, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Det er pinedød nødvendigt at overvinde den udfordring, der går ud på kækt at vandre ind på en café og spørge om de har et job til os. Det forventes ligesom af os (selvom vi udmærket ved at det er os selv der forventer det allermest). Heldigvis bryder de dæmoniske skyer op, så snart man tager fat om problemet og snakker om alt det farlige. Det lysner. Først efter en grundig snak, Rikke og jeg imellem, kan vi rigtigt nyde naturen omkring os. Alting stråler pludselig meget mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar