1
Første strabadser. I fredags ankom vi så til Paris, efter en bustur på godt og vel 17 timer. Silende regn hele vej'n. Men hvad så..? Vi befandt os bag beskyttende ruder i lune sæder. Rigelig stor madpakke og en fantastisk dundyne. Det eneste der konstant pirrede os, var tanken om den forestående ankomst til metropolen. Hvad gør vi med de ustyrlige mængder baggage? Og hvor sætter bussen os i det hele taget af? Klokken 9.45 fredag morgen stod vi pludselig midt i det. Tanketomme men målbevidste var der ikke andet at gøre end at slide og slæbe os igennem Eurolines' busterminal på Galliani i den østlige ende af Paris. Ned og ned stræbte vi os, til vi befandt os i et skramlende metrotog. 4 besværlige skift senere. Metropolitain 'Botzaris'. Op og op igen. Silende regn til stadighed. Duggede briller x2, men frisk parisisk luft i lungerne. Til højre - Rue Botzaris. Nej. Ligeud. Rue de Crimée. OUI! Afsted! 50 sjaskede og sjuppede skridt længere fremme står vi pludselig foran nummer 35. Virker koden til døren? Jada. Og voila! Dante på vej til Paradis... Selvfølgelig driller døren. I Paris har man gerne minimum tre låse på døren. Klik, klik, klik. Vi er hjemme, for første gang.
2
Paris er af en eller anden grund ikke Paris medmindre man ser visse steder, som man uvilkårligt forbinder med byen. Seinen, og hele storbyarkitekturen deromkring, er sådan et sted for mig. Vores lejlighed ligger i et skønt område kaldet 'belleville', og her virker fredeligt (og lidt småborgeligt). Rundt om hjørnet ligger en halvstor park, 'Buttes Chaumont', som overbefolkes af løbere og andre motionister. En tur rundt i kvarteret giver et billede af Paris som en stille og ordentlig by, hvor folk går rundt og hygger sig og passer deres egne sager. Men efter cirka 24 timer i byen, hvor dette kvarter var det eneste indtryk af Paris vi havde fået, måtte der ske noget. Vi havde brug for at 'connecte' med byen. Og som de urmennesker vi er, søgte vi umiddelbart til den flydende og menneskefyldte del af byen. Seinen. Først flannerede vi gennem Belleville-kvarterets fredfyldte bakker, nedad igennem et kvarter med kinesiske butikker overalt. Forbi Hôtel de Ville, med skøjtebane foran. Videre forbi Notre Dame. Og til sidst langs Seine. Ahh... Så lykkedes det lige pludselig at føle Paris, som den by der omgiver én i øjeblikket. Det er sært hvordan vores følelse af befindtlighed anhænger af den jord vi betræder.
Dag 2 i Paris er en succes. Vi har 'mærket' byen. Dagen slutter med indkøb af Proust-bog og læsning hjemme i lejligheden.
(For de bibliofile er titlen på Proust-bogen: Le Paris retrouvé de Marcel Proust)
3
Hverdag i Paris. Nej. Det er søndag. Og i øvrigt er det vist aldrig rigtig hverdag hernede. Eller rettere, hverdag er en fest. Søndag er dagen hvor alle parker i Paris drukner i kondiløbere. Fra morgenstunden gik Rikke og jeg en tur igennem Parc des Buttes Chaumont. Efter 20 meter er vi allerede blevet overhalet af 50 løbere. Vi føler os et kort øjeblik frygteligt isolerede. Hvorfor løber de, når vi går? Hvad gør vi? Vi vil også være en del af fællesskabet. Føle det franske sammenhold. Leve side om side med disse sunde, vitale mennesker, der spiser Jordens bedste råvarer og i hobetal dyrker glæden ved en sprudlende krop, igennem søndagsløb i parken. Hop hop, og afsted. Hånd i hånd gennem parken trodser vi tyngden af vinterstøvler og frakker og lader os rive med af løbestrømmen. Blodet suser. Vi følger med. En følelse overvælder mig. Hvad gør det, at vi ikke forstår fransk kultur eller sprog til fulde, så længe vi blot kan føle os samhørige med menneskene i bevægelse. De stumme flokke af motionister er en ny forbindelse til det basalt menneskelige i denne overvældende by, der ikke ånder gennem intellektet, men gennem selve bevægelsen - mellem det fysiske og det åndelige. Mad, motion og la majeure. Vi topper dagen af på Sacre Coeur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar