5
Tunge skyer hænger stadig over byen. Gårsdagens tungsind og trykkende tanker om forgængelighed fordufter ikke så nemt, når luften er tyk af vinterdug. Det er som om den regn der falder før forårsbulderen brager igennem er den værste af alle. Den er djærv og uigennemtrængelig. Efterårsregn er særlig, fordi den har den effekt, at den river alt med sig. Blade fra sommerens blomstring skylles bort af de slagkraftige byger der forbereder naturen til vinterens hermetiske nedkølning. Men vinterens regn er umådelig tung og vil ikke rigtigt nogen vegne. Den drænes ned gennem luften i hårde sus. Den gør sindet stift. Lysten til at bevæge sig i periferien (af byen og bevidstheden) forsvinder. Men måske er det også meget godt. I stedet kan det nære og personlige komme i spil.
Rikke er stadig syg, så jeg må igen på udflugt alene. Det giver gode kontemplative stunder. I stedet for at fare afsted til den modsatte ende af byen beslutter jeg mig for at dagen i dag bliver udfoldet i nærområdet. Jeg har en intention om at finde visse stamsteder, som jeg vil frekventere i min tid hernede. Første bud, er en bar/café lige neden for opgangen. Navnet er 'La Pelouse'. Græsplænen. Her vil jeg tage mig en kaffe senere. Men først en tur rundt i kvarteret.
Parken 'Buttes Chaumont' er et lille paradis. Et klippefyldt område, med vandfald og en romerskinspireret bro. Charmerende og helt klart værd at opsøge i en selvreflekterende stund. Dog forhindrer regnen mig i at tilbringe lang tid der. Jeg går videre ud af parken og rundt til metrostationen på rue des Pyrénées. Her lister jeg ind i en bladkiosk. Kigger mig lidt omkring og finder et litterært magasin. 'Le magazine littéraire'. Denne måned med tema om en nyopdagelse af Aristoteles' skrifter i fransk tænkning. Magasinet er dog ikke primært købt på grund af indholdet. Derimod er det et påskud for mig. Min tur rundt i området, gennem parken, i bladkiosken og dernæst videre op ad rue des Pyrénées er i virkeligheden et forsøg på at forberede besøget på græsplænen - 'La Pelouse'. Mit stamsted in spe. For ærlig talt er jeg lidt nervøs. Jeg har sat mig for at tage ind på caféen og øve mit franske lidt. Prøve at bestille og modtage regningen på fransk. Uden at ty til små manøvrer såsom tegnsprog og så videre. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det optager mig meget. Naturligvis afsløres jeg øjeblikkeligt som udlænding, men jeg vil insistere på at tale fransk. Det litterære magasin er et påskud for at kunne befinde sig på caféen, uden at skulle konversere, men stadig tilbringe et stykke tid derinde, uden det virker suspekt. Ak ja, hvilke bekymringer man kan tumle med, når man ikke kan begå sig flydende på et fremmed sprog. Men jeg giver det chancen. Og faktisk går det fint. Jeg får sat mig. Bestilt. 'Je prends un café, s'il vous plait'. Der serveres. Jeg hiver magasinet op. Og pludselig er jeg en del af caféatmosfæren. Umærkeligt sidder jeg der, uden at føle mig utilpas. Jeg ser folk komme og gå, og for hver gang det sker, føler jeg mig mere og mere som et uomgængeligt stykke inventar af denne café. Om end caféen ikke er den hyggeligste jeg har sat mine ben i, så er den dog alligevel et behageligt sted at være. Jeg forstår hvorfor mange franskmænd vælger at bruge caféen som deres andet hjem. Som en udvidelse af deres egen dagligstue, hvor de kan slappe af, læse og diskutere. Så langt er jeg dog ikke nået. Jeg drikker resten af min kaffe. Lister op til disken og beder om regningen. Ingen diskussionsklub til mig, endnu. Men det kommer er jeg sikker på. Jeg begiver mig hjem. Ikke til ensomheden, men til Rikke. Og jeg minder mig selv om nødvendigheden af at tage disse spring frem og tilbage mellem periferien (af byen og bevidstheden) og det nære (i hjemmet og kærligheden).