Velib

23
Det bliver sværere og sværere at skrive noget meningsfyldt på denne blog som nogenlunde opridser alle de oplevelser og følelser der ræser igennem mig i mit ophold hernede. Der er feber i blodet i disse dage. Mit job som bartender er pludselig en voldsomt virkelig realitet. I går (fredag) da jeg tog metroen til og fra arbejde følte jeg mig med et som fuldstændig indsluset i en fransk arbejdshverdag. Mit indtryk blev især forstærket da en gruppe turister steg på metroen på en helt klassisk manér, med forvirrede blikke der desperat søger at forvisse sig om at det er den rette linie de er på. I det øjeblik var jeg langt hævet over dem i min egen optik. Jeg var sgu autentisk.
Nå, to linier om jobbet. Det er fint og meget overskueligt. En printer spytter ordrer ud på drinks som jeg skal færdiggøre. Når barskabet er tomt piler jeg ned på lageret for at fylde op igen. Og når dagen er omme skal jeg gøre rent. "Nettoyer tout". Vildt nemt når det kommer til stykket. Så snart mit sprog kommer lidt mere i omdrejninger skal det nok også blive ret sjovt.

Men på trods af den pludselige opkomst af en faretruende hverdag, så nyder Rikke og jeg dog stadig at udforske byen. I torsdags var vi i den mondæne ende: Gallerie Lafayette. Paris' svar på Harrod's. Luksusindkøb i adskillige etager. På den øverste, også kaldet taget, er der fri adgang til et af Paris' bedre udsigtspunkter.


På dette billede er det operaen Palais Garnier, set bagfra. Der er generelt så megen arkitektonisk pragt i den her by, så det er til at blive helt kulret af. På et tidspunkt vil jeg gå en del på opdagelse med mit kamera og finde små sjove hjørner osv.

Indtil nu er vores opdagelse af Paris enten sket til fods eller ved hjælp af den ufatteligt praktiske metro. Gode måder, men også med sine ulemper. Derfor har vi længe snakket om at finde ud af at udforske byen på cykel - 'velo' som de kalder det hernede. Paris er udstyret med et ganske smart bycykel-system som får Århus' ditto til at blegne væsentligt. Systemet hedder 'Velib' og er spredt ud over hele centrum af byen, således at man sjældent skal gå mere end 3-400 meter for at finde en stander med cykler i. Cyklerne koster lidt at leje, afhængigt af om man køber medlemsskab for et år eller en dag. Hvis man bruger dem under en halv time ad gangen koster det ikke noget at cykle på dem, udover startgebyret på 1€ og udover det koster det ca. 1€ pr. time. Dvs. det er relativt billigt. Og så er cyklerne i ret god stand, med indbygget for- og baglygte, tre gear og en smart cykelkurv - trés sympa! Fordelen ved at cykle i Paris er ret åbenlys, i hvert fald så snart man kigger lidt nærmere på trafikken i byen. Paris har, på trods af relativt mange brede boulevarder, ret dårlige forhold for bilister. De fleste steder er gaderne smalle og evig og altid er der en overophobning af biler, på alle tidspunkter af døgnet. Derfor har mange parisere traditionelt set valgt at anskaffe en scooter af en slags. De er nemmere at manøvrere rundt med, og man sniger sig hurtigt forbi lange bilkøer når man ræser afsted i en slank og smidig Vespa. Cyklen er dog bestemt ved at vinde frem lader det til. I hvert er velib-systemet voldsomt populært. Derfor besluttede Rikke og jeg os for at give det chancen og prøve at hoppe på en Velib.



Vi fandt to cykler i nærheden af hvor vi bor og efter en hurtig justering af saddelhøjde osv. var vi pludselig afsted i fuld fart ned ad rue de Crimée, på vej mod place de Clichy. Idéen var at se hvor lang tid det tager at komme til og fra mit arbejde. Først var vi lidt usikre i trafikken. Hernede er cyklister langt mere en del af biltrafikken og det er ikke unormalt at cyklister kører rundt midt på gaden. Endvidere bruges ringeklokken også heftigt hernede - ikke som i Danmark hvor den mest bruges for at markere at man vil forbi, men mere som en advarsel mod gående om at man er på vej. Efter de første udfordringer (hvor vi havnede i en ensrettet gade og hvor vi nær havde torpederet en snes fodgængere) kom vi til Boulevard Rochechouart hvor der ganske praktisk er anlagt en fin cykelsti midt på boulevarden. Den hjulede vi ind på og snart var vi ved Clichy. Inklusiv saddeljustering, trafikkaos og generel forvirring nåede vi dertil på 40 min. Helt fint. Det vil sige at med lidt erfaring kan det godt gøres under en halv time. Målet for dagen var altså nået og vi fandt ud af at det ikke er så farligt at cykle i storbyen som vi måske havde frygtet (i hvert fald undertegnede).
Ja, så fik jeg skrevet lidt alligevel.

Heftige rystelser

19
Endelig. En lille update på bloggen. De sidste dage har været meget hektiske, da både Rikke og jeg har fået job på Indiana café (hhv. st.-germain des pres og clichy). Søndag var vores første arbejdsdag og det gik ret godt. Jeg er havnet i baren og arbejdet der er ret overskueligt. Jeg kan huske det meste fra min tid i London, så et af de største problemer er at finde ud af hvad alle tingene hedder på fransk (hvem ville fx gætte på at pamplemousse = grapefrugt?). Men det går godt, og hurtigt! Som sagt var min første vagt søndag, anden vagt var i går og i aften (tirsdag) har jeg så første vagt alene(!) Damn. Man lægger hårdt ud. Aftenvagterne er fra 16-02, så jeg har snart fået fyret 30 timer af, på 3 dage. Rikke har indtil videre kun haft søndagsvagten og skal først arbejde igen på mandag, så hun nyder friheden indtil videre. Næste skridt er åbning af bankkonto, anskaffelse af sygesikringskort på fransk og selvfølgelig at nyde livet hernede.

På jobjagt

13
Endelig! En form for forløsning! Har i dag været på en slags jobjagt rundt i byen. Udstykket med fem styks formidable cv'er vandrede jeg kækt ud og udfordrede det der har været min helt store frygt hernede: At skulle snakke fransk med min kommende arbejdsgiver. Tankerne om endelig at skulle ind et sted og søge et job har skræmt mig fra vid og sans. 'Hvad nu hvis de slet ikke forstår hvad jeg siger og blot stirrer mærkeligt når jeg står der med mit cv flagrende i hånden?'. Skræmmescenarier har jeg haft nok af. Derfor er forløsningen også så meget større nu hvor jeg har overstået første del af udfordringen. Jeg fik besøgt fire caféer i dag, i kæden 'Indiana', hvor Rikke og jeg har hørt at det skulle være nemt at få job som dansker. Det viste sig da også at de tydeligvis var vant til at sådan nogle som mig kommer vandrende ind i ny og næ. Første sted jeg besøgte blev jeg straks bænket ved et bord sammen med manageren til en uformel jobsamtale. Det gik dog ikke så godt. Jeg var pinligt nervøs, så fattede ikke halvdelen af det han spurgte mig om. Resultatet blev at han måtte slå over i engelsk på et tidspunkt, hvilket jeg i min forvirring heller ikke forstod så meget af. Men han var stadig venlig og sagde at han ville gemme min ansøgning og ringe til mig hvis der kommer en ledig stilling. Jaja, vi får at se. Til gengæld var jeg helt høj da jeg trådte ud af caféen igen. Jeg havde fandme gjort det og trodset al min frygt for at fejle. Derfor begav jeg mig da også kækt afsted mod den næste Indiana, ved Montmartre. Her var oplevelsen en hel anden. Manageren var mere stille og rolig og stillede knap så mange spørgsmål. Dvs. jeg klarede mig igennem på fransk, hele vejen. Han virkede positivt indstillet, især da han fandt ud af at jeg var dansk. Åbentbart er danskere i høj kurs hernede, sandsynligvis pga. gode engelskkundskaber og en god arbejdsmoral. Også han ville ringe til mig hvis der blev en ledig stilling. Oplevelsen var ca. lige sådan på den næste Indiana ved Montparnasse. Mit sidste besøg var ved Indiana Denfert-Rochereau, hvilket var højdepunktet på min rundtur. Det viste sig at manageren her havde en mor der kom fra København, dvs. han var meget positiv i forhold til min danske herkomst. Også han lovede at ringe hvis der kom en ledig stilling, men som den eneste gav han mig et godt solidt håndtryk før jeg gik. Ah, meget positivt!
Efter dette mødtes jeg med Rikke ved Indiana Richelieu. Hun havde også været på jobjagt, men nåede kun forbi to steder fordi hun kom lidt senere afsted end jeg. Det ene af stederne var dog Indiana ved Bastillepladsen, hvor chancen vist er ret god for at hun får et job. Selvom vi begge kun fik besøgt en urimelig lille del af alle Paris' caféer, så opnåede vi noget af det største indtil nu hernede, vi fik taget hul på bylden. Skønt. Nu er næste problem bare at de vil 'ringe' til os og vi frygter at vi ikke forstår hvad de siger i telefonen. Ak! ja, én bekymring afløses jo altid af en anden.

Perspektiver, på trods

10
Nu skal alting dog ikke handle om en indsnævring af fokus på det jobmæssige. Det er trods alt ikke den eneste grund til at befinde sig i dette land, om end den for tiden har en tendens til at overskygge det meste andet. Litteraturen, kunsten og kulturen er stadig overalt og lader sig ikke overse. For eksempel er det utroligt inspirerende at erfare at der i dette land er plads til en udgivelse som 'Le Magazine Littéraire', som jeg nævnte tidligere. Magasinet udkommer månedligt og behandler aktuelle emner vedrørende det litterære miljø i Frankrig. Hvert nummer har desuden et tema, ofte centreret omkring en litterær skikkelse. Formatet og den journalistiske stil henvender sig ikke umiddelbart til akademikeren, men nærmere mod den almene, litteraturinteresserede borger (som jo som bekendt er hovedparten af den franske befolkning). Dette betyder dog ikke at artiklerne er mindre seriøse, men gør derimod formidlingen mere underholdende. I februarudgaven af magasinet er temaet 'Aristoteles og begæret efter viden'. I Frankrig er en nyoversættelse af Aristoteles' samlede værker i gang med at blive udgivet og derfor rummer magasinet introduktioner til de centrale udgivelser, samt kommentarer fra nyere franske filosoffer der søger at gentænke anvendelsen af Aristoteles (herunder Jacques Rancière, Florence Dupont og Vincent Descombes).

Et andet fokus i magasinet, som jeg vil fremhæve her, vedrører tilstanden for undervisningen i fransk litteratur, på universitetet og i gymnasiet. Påstanden er, at litteraturundervisningen mere og mere baserer sig på skematiske og strukturalistiske tilgange til litteraturen. Meningen med et givet litterært værk ligger i forholdet mellem aktørerne, sat ind i den velkendte aktantmodel. Modsætningspar udtrykker værkets fundamentale skismaer og det gennemgående hovedmotiv udtrykker forfatterens formål med værket. En samlet opregning af alle sådanne 'fakta' giver et helhedsbillede af værket og giver derved en passende indsigt i litteraturens væsen og virke. Eller hvad? Èn af kritikerne af denne tendens er teoretikeren Tzvetan Todorov, som ironisk nok selv har været med til at introducere den russiske strukturalisme og formalistiske metode igennem oversættelse. Han pointerer at glæden ved litteraturen forsvinder når den reduceres til en ren skematisk konstruktion. "L'idée que la littérature a à nous dire quelque chose sur nos vies est perdue de vue." Idéen om at litteraturen kan sige noget om vores liv er forsvundet som mulig betragtning. Flere gymnasiaster beskriver undervisningen i fransk litteratur som en afart af matematik, hvor ligningen skal gå op til sidst. Spørgsmålet er uden tvivl velkendt og har været stillet lige siden strukturalismen og formalismen brød frem.


De fleste jeg kender, har på et eller andet tidspunkt beskrevet en oplevelse i en dansktime, hvor de følte at underviseren søgte at hive noget bestemt ud af den tekst man sad med i hånden. Det være sig en skematisk opdeling af rige/fattige, mandlige/kvindelige etc., freudianske tolkninger med uforholdsmæssig megen fokus på det seksuelle eller en ideologikritisk udlægning hvor de binære oppositioner siger noget om det forbandede borgerskabs dæmoni. Problemet ved sådanne forudindtagede tilgange til analysen af litteratur understreger blot problemet ved at lave en 'udtømmende' analyse af et givent værk. Enhver analyse der har et skematisk præg vil altid efterlade en 'rest' i forhold til værkets fremtræden for den der analyserer (studenten eller underviseren). Denne 'rest' er muligvis det Todorov fremhæver som 'det ved litteraturen der taler til vores eget liv', og det er netop den betydningsfulde rest der gør at mange studerende efterlades uforløste når de præsenteres for en skematisk og strukturel analyse af et givent værk. Det er denne 'rest' der intervenerer i vores selvopfattelse og udgør litteraturens væsen. Selvfølgelig skal den ikke negligeres. Og det bliver den da heller ikke i følge Philippe Meirieu, som er underviser på en af Frankrigs lærerseminarer. Men det afhænger af underviseren at bringe disse elementer af litteraturen frem i undervisningen. Det skematiske er blot et hjælpemiddel der danner udgangspunkt for en videre diskussion af værkets karakter. Francois Bégaudeau, litteraturprofessor ved Sorbonne, fører det endnu længere ud. Den skematiske tilgang til litteraturen rummer en demokratisk intention. Ved at udskrive litteraturen på formelbasis sikrer man flest mulige deltagende i undervisningen, i hvert fald i teorien. Det er lighedsprincippet der er på spil. Alle skal kunne deltage og forstå det bagvedliggende ved litteraturen. Men spørgsmålet er om ikke effekten er modsat. At kun de mest elitært orienterede kan skue igennem den skematiske tendens og erfare litteraturens bagvedliggende magi? Jeg tror det hele beror på umuligheden af at balancere elegant i dette felt. I virkeligheden afhænger det ganske rigtigt af underviserens formåen. Hvis vedkommende er engageret og oprigtigt udtrykker en interesse for litteraturen vækkes de studerendes indblik i sagerne ganske givet også. Og så snart det er opnået kan det skematiske syn på litteraturen ganske glimrende bruges som en potentiel optik til at gennemskue visse træk ved værkerne. Men undervisningen skal netop fokusere på optikkens 'forvrængede' blik på sagerne. Derigennem opnås en delvis indsigt i litteraturens væsen.

Sikke en lang smøre. Men dejligt at få afløb for nogle af mine pseudoteoretiske tanker.

I skoven - mørke skygger og lys

10
Så lykkedes det endeligt. Vi kom i skoven i dag. Bois de Boulogne åbnede sin pragt for vores fødder. Faktisk viste det sig at vi sandsynligvis havde været ret tæt på skoven i lørdags, hvis vi bare var bevæget os en anelse nordpå. Der kan man bare se. Men nu lykkedes det os for alvor at komme ind i den. Boulogneskoven er et kæmpe parkområde i den vestlige ende af Paris. Størrelsesmæssigt er det ca. 2,5 gange så stort som central park i New York. I starten af skovområdet ligger Jardin d'Acclimatation som er en forlystelsespark med dyr og alt hvad hjertet ellers begærer. Vi bevæger os dog længere ind i skoven og opdager til vores fryd et stort søområde midt i det hele. Atter for vi understreget franskmændenes enorme udnyttelse af de naturomårder der findes i Paris. Men hvad er der også så sært ved denne udnyttelse, vi er jo selv en del af selvsamme.
Desværre er vores tur lidt præget af at der hænger en tung, tung sky over vores bevidsthed. Vi er begge pludselig blevet meget fokuserede på noget meget presserende, nemlig nødvendigheden af at tage jobsituationen alvorligt på et tidspunkt. Når alt kommer til alt er vores umiddelbare mål hernede ikke at flandre rundt og lege semi-turister. Nej, det er at få et job og derigennem trænge mere ind på livet af dette besværlige franske sprog og den betagende kultur. Jobsituationen er den store dæmon der hele tiden plager os, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Det er pinedød nødvendigt at overvinde den udfordring, der går ud på kækt at vandre ind på en café og spørge om de har et job til os. Det forventes ligesom af os (selvom vi udmærket ved at det er os selv der forventer det allermest). Heldigvis bryder de dæmoniske skyer op, så snart man tager fat om problemet og snakker om alt det farlige. Det lysner. Først efter en grundig snak, Rikke og jeg imellem, kan vi rigtigt nyde naturen omkring os. Alting stråler pludselig meget mere.

Samedi

9
Lørdag i Paris. Efter nogle dages pause fra bloggen har jeg igen fået en lille lejlighed til at skrive. Rikke er blevet rask igen, så vi tilbragte dagen i går med at tage lidt rundt på må og få. Intet var planlagt, så vi lod metroen føre os hen hvor vi lystede. En sådan tilgang til at opleve en ny by har sine fordele og ulemper. Enten opdager man en fantastisk og uopdaget plet af byen, som overrasker én positivt, eller også havner man i noget der ligner det rene ingenting (men som alligevel er en markant oplevelse). Vores spontane udflugt førte os mod endestationen af metrolinie 10 - Boulogne Pont de St-Cloud. Rikke ville gerne ud og opleve noget natur, efter de mange dage hvor den eneste naturoplevelse var dun fra dynen og kamillethe fra kanden. Den berygtede Boulogneskov var derfor et naturligt indfald, da vi stod og betragtede metrokortet og funderede over hvilken linie vi skulle hoppe på. Boulogne Pont de St-Cloud måtte da være lige midt i skoven. Vi forestillede os begge at metrotoget ville stoppe under hængende piletræer, og at den sædvanlige rulletrappe fra undergrunden ville være erstattet af en rodet jordsti med flettede buske langs siden. Stor er vores skuffelse da vi ser at det langt fra er sådan. Boulogne Pont de St-Cloud har ikke meget med boulogneskoven at gøre. Det er nemlig forstadskvarteret Boulogne der er tale om. Da den sædvanlige rulletrappe fører os op i dagslyset, ser vi hvad der til forveksling ligner enhver anden del af Paris' forstadsområde (om end en anelse mere mondænt). Højhuse og motorvejssammenfletninger møder os så langt øjet rækker. Ak! ja. Spontaniteten fører ikke altid et eventyr med sig. Vi trisser lidt rundt i det nyopdagede kvarter og konstaterer at naturen og skoven næppe heller befinder sig om næste hjørne. Lettere mismodige bevæger vi os tilbage til metroen. Her tager vi linie 10 fra endestation til endestation og erfarer hvad der må være en antitese til en naturoplevelse. Metroens døde hverdagstrummerum. Dagen ender med at vi tilbringer mere tid under jorden end over. I stedet for en betagende naturoplevelse får vi en rammende kulturoplevelse - af tomhed. Metroens tilstand: bevægelse uden betagelse. Særlige tomme blikke indtager folk ansigter i undergrunden. Og det smitter. Metroen suspenderer al legemlig og sjælelig bevægelse - kun dens egen punktvise rytme får betydning. På den måde blev dagen i går på en særlig måde præget af den parisiske hverdag. Den minder mig lidt om at den første betagelse ved byen langsomt aftager. Vanen sætter igennem og gør alting en anelse mere sædvanligt. Men det er netop også en af pointerne med opholdet hernede. At blive en del af en hverdag i denne by.

5
Tunge skyer hænger stadig over byen. Gårsdagens tungsind og trykkende tanker om forgængelighed fordufter ikke så nemt, når luften er tyk af vinterdug. Det er som om den regn der falder før forårsbulderen brager igennem er den værste af alle. Den er djærv og uigennemtrængelig. Efterårsregn er særlig, fordi den har den effekt, at den river alt med sig. Blade fra sommerens blomstring skylles bort af de slagkraftige byger der forbereder naturen til vinterens hermetiske nedkølning. Men vinterens regn er umådelig tung og vil ikke rigtigt nogen vegne. Den drænes ned gennem luften i hårde sus. Den gør sindet stift. Lysten til at bevæge sig i periferien (af byen og bevidstheden) forsvinder. Men måske er det også meget godt. I stedet kan det nære og personlige komme i spil.
Rikke er stadig syg, så jeg må igen på udflugt alene. Det giver gode kontemplative stunder. I stedet for at fare afsted til den modsatte ende af byen beslutter jeg mig for at dagen i dag bliver udfoldet i nærområdet. Jeg har en intention om at finde visse stamsteder, som jeg vil frekventere i min tid hernede. Første bud, er en bar/café lige neden for opgangen. Navnet er 'La Pelouse'. Græsplænen. Her vil jeg tage mig en kaffe senere. Men først en tur rundt i kvarteret.
Parken 'Buttes Chaumont' er et lille paradis. Et klippefyldt område, med vandfald og en romerskinspireret bro. Charmerende og helt klart værd at opsøge i en selvreflekterende stund. Dog forhindrer regnen mig i at tilbringe lang tid der. Jeg går videre ud af parken og rundt til metrostationen på rue des Pyrénées. Her lister jeg ind i en bladkiosk. Kigger mig lidt omkring og finder et litterært magasin. 'Le magazine littéraire'. Denne måned med tema om en nyopdagelse af Aristoteles' skrifter i fransk tænkning. Magasinet er dog ikke primært købt på grund af indholdet. Derimod er det et påskud for mig. Min tur rundt i området, gennem parken, i bladkiosken og dernæst videre op ad rue des Pyrénées er i virkeligheden et forsøg på at forberede besøget på græsplænen - 'La Pelouse'. Mit stamsted in spe. For ærlig talt er jeg lidt nervøs. Jeg har sat mig for at tage ind på caféen og øve mit franske lidt. Prøve at bestille og modtage regningen på fransk. Uden at ty til små manøvrer såsom tegnsprog og så videre. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det optager mig meget. Naturligvis afsløres jeg øjeblikkeligt som udlænding, men jeg vil insistere på at tale fransk. Det litterære magasin er et påskud for at kunne befinde sig på caféen, uden at skulle konversere, men stadig tilbringe et stykke tid derinde, uden det virker suspekt. Ak ja, hvilke bekymringer man kan tumle med, når man ikke kan begå sig flydende på et fremmed sprog. Men jeg giver det chancen. Og faktisk går det fint. Jeg får sat mig. Bestilt. 'Je prends un café, s'il vous plait'. Der serveres. Jeg hiver magasinet op. Og pludselig er jeg en del af caféatmosfæren. Umærkeligt sidder jeg der, uden at føle mig utilpas. Jeg ser folk komme og gå, og for hver gang det sker, føler jeg mig mere og mere som et uomgængeligt stykke inventar af denne café. Om end caféen ikke er den hyggeligste jeg har sat mine ben i, så er den dog alligevel et behageligt sted at være. Jeg forstår hvorfor mange franskmænd vælger at bruge caféen som deres andet hjem. Som en udvidelse af deres egen dagligstue, hvor de kan slappe af, læse og diskutere. Så langt er jeg dog ikke nået. Jeg drikker resten af min kaffe. Lister op til disken og beder om regningen. Ingen diskussionsklub til mig, endnu. Men det kommer er jeg sikker på. Jeg begiver mig hjem. Ikke til ensomheden, men til Rikke. Og jeg minder mig selv om nødvendigheden af at tage disse spring frem og tilbage mellem periferien (af byen og bevidstheden) og det nære (i hjemmet og kærligheden).

La Maladie

4
Stakkels Rikke. Hun er blevet syg og er blevet helt nedlagt af en strid feber der bliver ved med at rase i kroppen. Paris er knap så sjov, set gennem skodder bag en dynekant. Derfor har jeg været overladt til mig selv i dag. Taknemmelig for at det ikke regner, på trods af en konstant lurende byge i horizonten. Det hele synes lidt truende og det eneste sted jeg føler mig draget til er kirkegården Père Lachaise. I første omgang på grund af en lyst til at gense Prousts grav. Men da jeg træder ind på kirkegården overvældes jeg af stedets mystiske, majestætiske dysterhed. Der er noget apokalyptisk over at bevæge sig iblandt de skæve alléer med gravmæler der emmer af det forgangne. Vegetationen er sparsom. De grove sten i de små gader sidder så skævt at ens gangart bliver kantet. De store tomme gravmausolæer står, som var de rystet af en underjordisk sammenstyrtning. Her mindes man ikke de døde som enkelte individer, nej, her erfares den hele menneskeheds uvilkårlige nedfalden til dødsriget. Slægsmonumenter fortæller om magtens og den indflydelsesrige storheds uafvendelige endemål: Forfald og forglemmelse. Kun enkelte grave synes at leve stadigvæk. De berømte kunstneres. Jim Morrison. Oscar Wilde. Proust. Sjældent ser man det så tydeligt illustreret, som på Père Lachaise, at 'la puissance de l'art', kunstens kraft, overlever, fremfor økonomiens og magtens kraft. Hvor adskillige adelige slægter forvitrer, blomstrer mindet om betydningsfulde kunstneriske indtryk i små hjørner af Père Lachaise. Ved Prousts grav er enkelte blomster. Hvide roser. Ren kærlighed. Jeg føler mig inspireret og bevæger mig ud af kirkegården igen. Må hjem og se til Rikke, midt i alle disse tanker om død og undergang. Stopper undervejs på en café og læser lidt i "På sporet...". Tænker på Proust, hvordan han skrev sit romanværk i korkværelset på boulevard Haussmann 102. Tænker på Rikke, bag skodderne på rue de Crimée 35. Jeg må videre. Hjem. "Der er tilfælde (ganske vist temmeligt sjældne), hvor det bedste middel til at vinde tid er at skifte sted, fordi stillesidden gør tingene ubevægelige." ('I et rosenflor af purunge piger' s. 219)

Ankomst

Vendredi á dimanche. 1. - 3. fevrier.

1
Første strabadser. I fredags ankom vi så til Paris, efter en bustur på godt og vel 17 timer. Silende regn hele vej'n. Men hvad så..? Vi befandt os bag beskyttende ruder i lune sæder. Rigelig stor madpakke og en fantastisk dundyne. Det eneste der konstant pirrede os, var tanken om den forestående ankomst til metropolen. Hvad gør vi med de ustyrlige mængder baggage? Og hvor sætter bussen os i det hele taget af? Klokken 9.45 fredag morgen stod vi pludselig midt i det. Tanketomme men målbevidste var der ikke andet at gøre end at slide og slæbe os igennem Eurolines' busterminal på Galliani i den østlige ende af Paris. Ned og ned stræbte vi os, til vi befandt os i et skramlende metrotog. 4 besværlige skift senere. Metropolitain 'Botzaris'. Op og op igen. Silende regn til stadighed. Duggede briller x2, men frisk parisisk luft i lungerne. Til højre - Rue Botzaris. Nej. Ligeud. Rue de Crimée. OUI! Afsted! 50 sjaskede og sjuppede skridt længere fremme står vi pludselig foran nummer 35. Virker koden til døren? Jada. Og voila! Dante på vej til Paradis... Selvfølgelig driller døren. I Paris har man gerne minimum tre låse på døren. Klik, klik, klik. Vi er hjemme, for første gang.


2
Paris er af en eller anden grund ikke Paris medmindre man ser visse steder, som man uvilkårligt forbinder med byen. Seinen, og hele storbyarkitekturen deromkring, er sådan et sted for mig. Vores lejlighed ligger i et skønt område kaldet 'belleville', og her virker fredeligt (og lidt småborgeligt). Rundt om hjørnet ligger en halvstor park, 'Buttes Chaumont', som overbefolkes af løbere og andre motionister. En tur rundt i kvarteret giver et billede af Paris som en stille og ordentlig by, hvor folk går rundt og hygger sig og passer deres egne sager. Men efter cirka 24 timer i byen, hvor dette kvarter var det eneste indtryk af Paris vi havde fået, måtte der ske noget. Vi havde brug for at 'connecte' med byen. Og som de urmennesker vi er, søgte vi umiddelbart til den flydende og menneskefyldte del af byen. Seinen. Først flannerede vi gennem Belleville-kvarterets fredfyldte bakker, nedad igennem et kvarter med kinesiske butikker overalt. Forbi Hôtel de Ville, med skøjtebane foran. Videre forbi Notre Dame. Og til sidst langs Seine. Ahh... Så lykkedes det lige pludselig at føle Paris, som den by der omgiver én i øjeblikket. Det er sært hvordan vores følelse af befindtlighed anhænger af den jord vi betræder.
Dag 2 i Paris er en succes. Vi har 'mærket' byen. Dagen slutter med indkøb af Proust-bog og læsning hjemme i lejligheden.
(For de bibliofile er titlen på Proust-bogen: Le Paris retrouvé de Marcel Proust)


3
Hverdag i Paris. Nej. Det er søndag. Og i øvrigt er det vist aldrig rigtig hverdag hernede. Eller rettere, hverdag er en fest. Søndag er dagen hvor alle parker i Paris drukner i kondiløbere. Fra morgenstunden gik Rikke og jeg en tur igennem Parc des Buttes Chaumont. Efter 20 meter er vi allerede blevet overhalet af 50 løbere. Vi føler os et kort øjeblik frygteligt isolerede. Hvorfor løber de, når vi går? Hvad gør vi? Vi vil også være en del af fællesskabet. Føle det franske sammenhold. Leve side om side med disse sunde, vitale mennesker, der spiser Jordens bedste råvarer og i hobetal dyrker glæden ved en sprudlende krop, igennem søndagsløb i parken. Hop hop, og afsted. Hånd i hånd gennem parken trodser vi tyngden af vinterstøvler og frakker og lader os rive med af løbestrømmen. Blodet suser. Vi følger med. En følelse overvælder mig. Hvad gør det, at vi ikke forstår fransk kultur eller sprog til fulde, så længe vi blot kan føle os samhørige med menneskene i bevægelse. De stumme flokke af motionister er en ny forbindelse til det basalt menneskelige i denne overvældende by, der ikke ånder gennem intellektet, men gennem selve bevægelsen - mellem det fysiske og det åndelige. Mad, motion og la majeure. Vi topper dagen af på Sacre Coeur.

Bien venue

Ophold i Paris.

Bienvenue. Denne blog er et erfaringshul, hvor jeg fylder en god pêle-mêle af frankofile fantasterier. Velkommen til L'Ulle á Paris!