Artikel

13. oktober

Godt nok er Paris for længst forladt og bloggen er et skib uden kaptajn, men på trods af det vil jeg alligevel lige reklamere for at man kan læse min artikel om røg i Visir nr. 48.
Klik dig ind og læs her:
http://www.visir-online.dk/kulturen-der-gik-op-i-roeg/

Terminus

30. august

Sidste dag i Paris og sidste blogindlæg i denne omgang. I dag kl 19.30 tager jeg bussen mod Århus og forlader den forunderlige lejlighed i Rue de Crimée. Er fuld af følelser. Urimeligt mærkeligt at skulle drage bort fra denne by jeg har lært at elske så meget.
Tak til dem der har fulgt med i mine skriblerier her på bloggen. Vi ses snart i DK.

Mikroskopiske registreringer

14. august

Der sker så meget og der sker så lidt. Uden for denne blog pulserer livet videre i sin snart overophedede ballon. Indenfor (altså på bloggen) er der dejlig fredeligt. Hvorfor? Jo, fordi jeg er begyndt på en tidsfortærende og overskudsslugende sprogskole. Tænk sig, jeg er begyndt at få almindelige lektier for igen - sådan nogle der skal afleveres næste dag og som helst ikke skal bestå af alle mulige filosofiske, metodiske, videnskabsteoretiske reflektioner over kontekstafhængigheden af den substansløse masse man bearbejder. Her skal der facts på bordet. Verber skal bøjes, og det kan de kun gøres på én måde. Gloser skal memoriseres. Og man skal gerne øve udtale - hele tiden! Puha, en hård omgang for en stakkels humanist med en hjerne inficeret med akademitis... Det sjove er jo selvfølgelig at jeg holder meget af det. At føle at jeg får foretaget noget og at jeg kan se tydelige fremskridt næsten dagligt - det er alle pengene værd. Og hvad der endvidere forbløffer er så meget jeg får snakket med de andre studerende - på fransk! Naturligvis med tusind fejl hele tiden, men der bliver trods alt stadig udvekslet informationer i et vist omfang og når det går vildt for sig kommer der også en lille personlig holdning på bordet.

Det nærmer sig dog at der kun er to uger tilbage af mit ophold hernede. Tager med bussen hjem lørdag d. 30. Meget mærkeligt at tænke på lige nu, men samtidig glæder jeg mig. Trænger til at komme hjem og være sammen med de mennesker jeg holder rigtig meget af (og især Rikke..!!). Rent følelsesmæssigt bliver den sidste tid hernede sandsynligvis lidt desperationspræget, på den måde at jeg vil føle at jeg lige skal nå at nyde det lidt mere hernede, at jeg skal nå at se liiige lidt mere af byen. Men det er ørkesløst. På et tidspunkt må man sige stop og erkende at man har fået de oplevelser og erfaringer man skal have. Indtil videre vil jeg se frem til denne weekend hvor jeg får besøg af endnu en herlig gut fra DK, nemlig Martin. Det bliver rart at koble lidt væk fra det franske gear og få nogle sublime oplevelser, på dansk...

Picasa

3. august

Jeg har endelig fået lagt nogle af alle mine billeder ud på Picasa. De kan findes ved at gå ind på følgende side:

http://picasaweb.google.dk/jacob.ulrich

God fornøjelse!

Nattur

2. august

Jeg må indrømme, jeg prøvede virkelig! Altså at blive hjemme denne lørdag aften for at sidde og læse og høre god musik. Men lyden fra gaden blev ved med at trænge sig på. Til sidst kunne jeg ikke modstå mere og måtte gå ud - nedad mod Seinen og seværdighederne og det fantastiske lys der holder denne by levende om natten. Jeg taler naturligvis om det kunstige lys, for nærmest alle seværdige seværdigheder i Paris tager sig ud ganske anderledes om aftenen/natten. Hele byen ændrer faktisk karakter og man kan godt have indtrykket af at vandre rundt i en hel anden by end den man befinder sig i i dagslyset.
En ny ting i Paris, som jeg kun har set glimt af førhen, er det blå Eiffeltårn. Det er stadig det samme tårn (der er ikke kommet et nyt), men i anledning af EU-formandsskabet har de gjort tårnet blåt og monteret 12 strålende stjerner på den ene side. Meget specielt og umuligt at indfange ordentligt på et billede, men jeg har alligevel gjort et forsøg.


Humøret er generelt blevet bedre hernede. Det har hjulpet at Rikke er kommet helt hjem nu, så vi kan snakke frit på Skype. Jeg har også fået skudt hul på mit ophold på sprogskolen, hvilket tyder på bliver en god oplevelse. Eneste ulempe er at jeg skal have timer kl 8.30 om morgenen (uak!!). Et plus er dog at jeg har mulighed for at følge universitetsforelæsninger om diverse emner vedrørende fransk kunst og kultur. Især i højsædet for mig er naturligvis to forelæsninger om Proust som kommer midt i forløbet! Meget tyder på at august bliver en ret speciel måned. Jeg kommer tilbage på skolebænken, men skal samtidig forlade Paris om ikke så længe igen. Naturligt nok føler jeg at jeg står med en fod i to lejre for tiden. Vil gerne fordybe mig i Frankrig stadigvæk, men vil sgu også gerne hjem snart. Jeg fornemmer en særlig opbrudsstemning omkring mig. Men det skyldes måske at Paris er ret forladt her i august. Den franske industriferie startede nemlig i går og det kan mærkes når man går rundt i byen. Der virker mere tomt og selv sådan en lørdag aften som i aften var der forbløffende få mennesker i gaden. Det gør egentlig ikke noget, men det tager nok bare lidt tid at vænne sig til det. Som med alt muligt andet.

Le Tour

27.

I dag var jeg så forbi overcrowdede Paris-midt i anledning af paradekørslen i Tour de France. Ganske dejligt at være lidt væk hjemmefra og få smidt nogle af de dunkle tanker væk.

Jeg trissede ned mod byen ved 15.30-tiden og fandt en ganske fin plads på hjørnet ved Concordepladsen. Det viste sig at jeg var i ok tid. Rytteren ville først ankomme omkring 16.30 så jeg havde en god time i bagende sol og med en veritabel stråle af sved stående ud fra pandebrasken. Men fint nok. Tiden gik relativt hurtigt og mængden fulgte spændt hver gang der var bevægelse på opløbsstrækningen. Som regel var det blot et par politimotorcykler der tøffede afsted, men så endelig omkring tyve i fem skete der noget. I det fjerne sås en diffus sværm af ryttere, som i hastig fart arbejdede sig henimod mit fine udkigspunkt på hjørnet. Et halvt minut efter var de foran mig, jeg fik fumlet med mit kamera, taget 2-3 snapshots og straks efter var de igen væk. Heldigvis kom de rundt endnu syv gange, så jeg havde flere chancer for at fange et glimt af...... ja, den eneste jeg i farten kunne spotte var Carlos Sastre i det gule førerkluns. Resten var en rodet hob af farver og mekanik. Damn! Cykelløb er virkelig en sport som skal ses derhjemme, i fjernsynet og med nogle gode kommentatorer. Det gav et fint kick at se feltet ræse forbi på nært hold, især fordi menneskemængden spontant gik amok i jubelråb og fotografering. Men i al tiden før, i ventetiden mellem runderne og bagefter var jeg efterladt i dyb uvidenhed om hvad der foregik på ruten. Det var for så vidt også ligegyldigt. Sastre havde jo vundet. Og jeg havde ikke fulgt med i tour'en før i går. Men nu kan jeg sige at jeg har været der - og det er fint for mig.

Gloomy

25.

"You were at home in your life; whereas I’d always been in a hurry to move on to the next task, as though our life would only really begin later." - André Gorz

Paris har fået en anden kulør. En anden toning. Eller rettere en tonløshed. En falmet karakter. Og hvorfor? Fordi tosomheden er blevet brudt. Fordi de sublime stunder der har gennemsyret min hverdag hernede er blevet afhængige af min egen selvopholdelse. Rikke er som planlagt taget mod DK og det har efterladt mig i et tomrum af dimensioner. En konstant ramlen ind i mig selv. Dagene efter min hjemkomst har indtil videre budt på pinagtige manøvrer for at undvige det uundgåelige indblik i egne følelser og fremmedgjorte, febrilsk foranstaltede flugtforsøg.

Det hjælper mig ikke at tage noter i mørket. Skriften er stadigvæk for klar. Lukker jeg øjnene runger ordene stadigvæk i hovedet. Der er ikke andet for end at tvinge mig selv ud i lyset. Jeg når ikke længere end til det kunstige skær fra min bærbare. Ordene der runger drukner jeg i støjrock og electronica. Jeg spiser plastik, skyller det ned med fluorescerende likører. Alt er så kunstigt som det kan være og min selvopfattelse hænger i en tynd, teknisk tråd.

Gudskelov er det meste jeg foretager mig en drøm. Mit liv forvikles med den litteratur jeg skaber. Jeg kender ingen grænser da jeg selv sætter dem. Ergo, jeg kender ikke mine egne grænser. Hvor ophører jeg og hvor begynder du? Som læser, som ven, som elsker? At træde ind og ud af et liv er nogle gange som at åbne og lukke en bog - det venter på én som en fast erindring der har sine egne uforudsigelige mønstre.

André Gorz, ophavsmanden til det indledende citat, valgte i 2007, som 84-årig at begå selvmord sammen med sin sygdomsramte kone. Gorz var en fransk socialistisk filosof der levede et aktivt og debatterende liv. Året før selvmordet skrev Gorz et brev til sin kone 'Lettre à D.' som siden er udkommet som bog og netop nu i dansk oversættelse. Der er tale om et bekendelsesskrift af rammende karakter. Gorz giver et indblik i tosomhedens kraft, men også dens nødvendighed på et personligt plan. For hvornår beslutter man sig for hvad der er nødvendigt for ens egen fremdrift i livet? Er det muligt at gøre det egenhændigt?

Måske er problemet ved det spørgsmål jeg stiller at det grundlæggende ikke handler om 'fremdrift'. Den skal nok komme af sig selv. Det frustrerende i livet træder frem når fokus er på det der ligger om næste hjørne. Det er umuligt at flygte - især fremad i tiden.

Men tilbage til Paris. Skriften på skærmen er blevet mere udholdelig. Lydene er blevet mere distinkte og matheden har fået flere nuancer. Jeg tror det natlige skriveri har hjulpet mig lidt på vej. Det understøtter fint min formodning om at skrivning er den bedste terapi for det ensomme menneske.

I said: 'kiss me, you're beautiful - these are truly the last days'

12. juli

Nu nærmer sig tiden. I overmorgen drager Rikke og jeg mod Nice og dernæst Corsica. Det betyder at vores fælles ophold i Paris er slut i denne omgang. Og trist er det bestemt at tænke på. Det har været en ubegribelig god oplevelse at bo hernede sammen. Lige pt. er det dog svært at have nogle klare følelser omkring det. Alting drukner nemt i praktiske ting, såsom adresseændringer, pakkelister og bestilling af rejser. Sandsynligvis bliver det først når jeg vender hjem til Paris - alene - at jeg får tænkt noget igennem omkring dette halve år som snart er gået. I august begynder jeg på sprogskole på Sorbonne og dernæst vender jeg også hjem til DK.

Sidste weekend havde vi et dejligt besøg af min far og hans kæreste Lene. Det blev nogle rigtig gode dage sammen med dem, hvor vi blandt andet fik nået en af de ting vi havde sat os for at se igen, før vi tog hjem - nemlig Versailles.
Det er altid svært at beskrive et byggeri som er så overdådigt at ens forstand ikke kan begribe det. Jeg havde fuldstændig glemt hvor overvældende de forskellige rum inde i kongeslottet er - især spejlsalen og Louis XIVs sovesal i rent guld. Og til at beskrive selve parken mangler jeg også ord. Denne gang lykkedes det at finde et enormt idyllisk område nær Marie Antoinettes palæ.



Som man måske kan fornemme, så bliver Paris og Frankrig ved med at betage mig. Der viser sig hele tiden lakuner med nye fantastiske omgivelser - eller også viser allerede kendte steder sig fra en ny vinkel ved årstidernes skiften. Alting byder sig hele tiden til i dette land - for at blive sanset og for at blive beskrevet. Så det vil jeg fortsætte med at gøre...

Hedt!

24. juni

Paris bliver mere og mere uimodståelig! Og i samme ombæring ganske overophedet. Det er snart en måned siden jeg kom hjem fra den fantastiske tur til bjergene i øst. Rikke er hjemvendt og vores liv i Paris har indtaget sin vanlige usædvanlige form. I sidste uge var der besøg af alletiders savnede gutter (og en gutinde) fra DK. Ergo: en hel uge med turisttabernakel og liflige fadølsstunder. Ganske sublimt. Men nu er det så blevet ugen derpå og tid til at finde tilbage i en hverdagsform som synes at være umulig at få helt på plads hernede. Hvordan strukturerer man et liv der simpelthen ikke vil struktureres? Indtil videre har mit ophold her i det franske udartet sig på en højst ønskværdig måde, som jeg nok slet ikke har kunnet forudsige før jeg tog afsted. Mest af alt drejer det sig om alle de uventede oplevelser jeg har fået hernede. Fx muligheden for at tage på bondegårdsferie i Alsace - på Rikkes wwoof-gård.

For de uindviede kan jeg fortælle at wwoof er en organisation der arrangerer ophold på økologiske/biodynamiske landbrug rundt omkring i verden. Arbejdet på landstedet er frivilligt, så det eneste man får er husly og mad til gengæld for at yde sin arbejdskraft. I Rikkes tilfælde var det nærmest et drømmested at havne. Hendes arbejdssted lå i fantastisk idylliske omgivelser i Vogeserbjergene, næsten på grænsen til Tyskland. Gården var ny og moderne og ejerne bestyrer en form for hestepension med mellem seks og ni heste. Arbejdet var overskueligt og der var rig mulighed for at bruge fritiden på vandreture i området. Da jeg besluttede mig for at tage over og besøge Rikke havde jeg allerede fået adskillige salgstaler for stedet og da ejerne skulle være bortrejst i nogle dage og Rikke dermed skulle passe gården alene tøvede jeg ikke meget for at bestille rejsen derover. Det har jeg bestemt ikke fortrudt!

At bo i en storby har mange åbenlyse fordele og måske ligeså mange ulemper. En af dem er den konstante støj man uvilkårligt udsættes for. Med tiden lærer man at lade være med at bemærke den. Langsomt siver den ned i et ubevidst lag, så den til sidst har form af en vedvarende summen. Støjen omgiver en som en aura, der til sidst holder én i en evig tilstand af uro. Eller det er i hvert det indtryk man får når man pludselig træder ud af støjsfæren. Da jeg endelig ankom til Anould (Rikkes wwoof-by) blev jeg mødt af en blød stilhed. Ikke som den man fanger antydninger af tidlige morgener i Paris, før byen er vågnet, hvor stilheden afgrænses til at gælde den nærmeste gade, og hvor en fjernere brummen alligevel igangsætter en forventning om byens snarlige opvågnen. Nej, i Anould var stilheden en sær fysisk effekt af mangel på lyd i øregangen. Den var om noget altomsluttende og forekom mig nærmest hellig. Det var ikke den samme kunstige stilhed som en summende by fremstiller, det var derimod naturens urørlige stilhed. Ingen mekanisk bevægelse skabte rystelser i fundamentet i soveværelset. Og da jeg den første aften havde planer om at spille en cd i stereoanlægget kunne jeg ikke få mig til det. Det ville simpelthen ikke passe ind og jeg var bange for at ødelægge en eller anden sakral ro.

Faktisk blev alle mine sanser påvirket i en positiv retning i Anould. Om natten omsluttedes alt af et oliesort mørke. Mine øjne kunne ikke se mine hænder uanset hvor nært jeg holdt dem til hovedet. Dette mørke var først skræmmende. Det føltes som at give slip på noget meget fundamentalt, nemlig orienteringssansen. Men snart lod jeg mig synke ned i mørkets salvende vindunder. Den ekstreme dæmpethed spredte sig til mit sind, som tog imod dunkelheden med livgivende gnist af glæde. Snart blev hele mit væsen nedsænket i en salig og nærende tilstand af ro. Væk fra al storbyens rabalder kunne jeg virkelig mærke glæderne ved et simpelt og regelmæssigt liv i nær kontakt med naturens essentielle kraft. Rikke og jeg endte med at bruge dagene på landet sammen i en ren idyl. Stod tidligt op for at fodre hestene. Gik lange ture med Connor (ejernes hund) og nød at de eneste nødvendige forpligtelser bestod i huslige og landlige gøremål der var ude af sindet så snart de var overstået (i modsætning til den konstante martring af sjælen man mærker som studerende).

Som man måske gætter var det lidt et chok at vende hjem til Paris igen - og så alligevel ikke. For den øredøvende metrolarm og uafbrudte dytten fra gaden havde dog noget velkendt over sig. Og den rummer også en tryghed der minder mig om at det er fint at livet har sådanne ret ekstreme modpoler. Selvom fred i sjælen er ønskværdigt er det ikke sikkert at det opnåes ved at placere sig i et fredeligt miljø. Men måske man også kunne ende med at tænke som stakkels Werther i Goethes tidlige mesterværk.

"The human race is but a monotonous affair. Most of them labour the greater part of their time for mere subsistence; and the scanty portion of freedom which remains to them so troubles them that they use every exertion to get rid of it."

Hjemme

29.

Jeg er atter hjemme fra turen til det bjergfyldte øst og vil snarligt skrive lidt mere herpå.
I første omgang har jeg dog blot ændret indstillingerne på bloggen, således at det er muligt at skrive kommentarer selvom man ikke er oprettet som bruger (...hint, hint - skjult opfordring!)

Kuldskær

19.

Generelt associerer jeg de fleste ringelyde med noget koldt. Enhver alarmklokke får mig til at tænke på urimeligt isnende morgener hvor jeg har krænget mig ud af sengen i tænderskærende smerte. Tidligt og utimeligt. En insisterende advarselstone der minder mig om at min sikre slummer afbrydes og arbejdet venter. Eller blot en rejse. Selv dét får mig ikke velvilligt 'ud af fjerene'. Jeg egner mig ikke til morgener der tvinges ned over mig. At stå tidligt op er mig ikke imod, men det skal foregå hvis, og kun hvis, jeg selv vågner frisk og frejdig før tid.

I morgen skal jeg så ud og rejse. Til vogeserbjergene i øst. Til Rikke. Destinationen er mere præcist Saint-Dié-des-Vosges. En mindre og (sandsynligvis) tiltalende middelalderby.

Har besluttet mig for rejsen da en anden kold ringelyd er udeblevet, nemlig telefonens kimen, der indikerer at min chef vil have mig på arbejde...

ene

18.

Prøver at kigge ud af vinduet. Billygterne fra gaden flakker virrende gennem stuen. Selvom det er aften og selvom det er Paris så er det stadig ensomt at være menneske. Det er nogle gange hårdt at glædes over de små ting. I dag har jeg for eksempel været lykkelig over at have fået brugt ni af de komplet ubrugelige 1-centimer. Stakkels økonomi siger jeg bare! Hvornår ophører indignationen mod alt og alle i Danmark monstro. Følger lidt med i danske nyheder, da Rikkes mor har betalt for at vi får Dagbladet Information tilsendt. Mage til harmdirrende journalistprosa. Men det er en stærk avis der på mange punkter smitter af - læste sågar et læserbrev hvor en abonnent brokker sig over at få for meget tryksværte på fingrene. Man kan i hvert fald hurtigt blive snavset til af en eller anden retorik.
Ud og ind af mig selv bølger reflektionerne. 22.22 siger tiden. Endnu en påmindelse om mangelen af tosomhed. Skammer mig over måske at have forspildt endnu en chance - for at finde mig selv. Men måske det ikke er i sproget at man gør det, altså finder sig selv, eller bliver fundet. Lyskeglen i rummet kommer igen, søgende. Sigter så mod mig, men iler videre. Fint nok, tænker jeg.

Der sænker sig en anden ro over én når man har tilbragt dage helt alene. Rikke er taget til Alsace for at arbejde som frivillig på en gård. En diametral modsætning til trangheden i storbyen. Hun sender mig luftige og levende tanker. Taler til mig kærligt i telefonen om en natur uden lige. Måske jeg tager derover. Men har jo mit job i kunstens arne at tage vare om. Venter på at min chef ringer og beder mig komme på arbejde. Er indtil videre kun 'ekstra', så ved ikke hvor mange vagter jeg kan få.

Går i disse dage uden Rikke og mærker ensomhedens og isolationens indvirken på mig. Mit sind bliver tungere men det gør mig blot mere produktiv. Skriver og læser ivrigt. Det er godt med melankoli til at synke ned igennem livets faste overflade. Forleden læste jeg følgende digt af Thomas Hardy.

The Walk

You did not walk with me
Of late to the hill-top tree
By the gated ways,
As in earlier days;
You were weak and lame,
So you never came,
And I went alone, and I did not mind,
Not thinking of you as left behind.

I walked up there to-day
Just in the former way;
Surveyed around
The familiar ground
By myself again:
What difference, then?
Only that underlying sense
Of the look of a room on returning thence.

Skrevet efter Hardys kone døde efter en svær sygdom. Kan poesien rumme følelser man ikke selv har erfaret og alligevel tale til én? Jeg tror det, og måske det er på samme måde som når et maleri af et landskab man ikke har set påvirker én - fordi de fleste følelser og landskaber rummer noget universelt.

Bonne Nouvelle

6. maj

Så lykkedes det sgu - altså at få et job igen. Søndag var min første vagt på caféen i Pompidoucenteret og hvilken lise det er at arbejde der, i forhold til fortravlede og forrykte Indiana!!! Mit job består i at betjene centerets besøgende i et cafeterielignende område. Gæsterne er hovedsageligt udlændinge, dvs. at jeg overfor dem får brugt mit engelske langt oftere end det franske. Men personalet i caféen er fransk, så der kompenseres udmærket for den manglende øvelse. Stemningen er grundlæggende meget mere afslappet end på mit forrige job. Måske skyldes det at caféen ikke ligger under for samme økonomiske pres som Indiana (grundet statsstøtte øjensynligt). Eller også skyldes det at de besøgende i caféen er museumsgængere og kulturinteresserede (eller små familier med børn der røvkeder sig) i modsætning til det meget blandede klientel på Indiana. Måske skyldes det simpelthen at hele bygningen emmer af dannelse, der siver ud i luften og får hele atmosfæren til at være behagelig. Hvorom alting er så er jeg glad for jobbet indtil videre.

Udover at jobbet er noget bedre end det forrige, så rummer det også nogle åbenlyse fordele - nemlig at jeg har adgang til diverse særarrangementer på museet. I dag var Rikke og jeg inde til ferniseringen på en ny udstilling kaldet 'Traces du Sacré'. En meget kreativt kurrateret udstilling hvor kunst fra de sidste 3-400 år blandes sammen tidsmæssigt for at understrege bestræbelser på at udforske de religiøse aspekter af kunst. Et af værkerne jeg hæftede mig ved var 'Piss Christ' af Andres Serrano. Man kan synes hvad man vil om idéen med at nedsænke et krucifix i urin og dernæst fotografere det, og for mange vil ordet blasfemi sikkert falde dem ind. Jeg synes dog billedet er betagende og rummer et uudgrundeligt element af smertefuld religiøsitet - det er som om den legemlige tortur opløser sig i et sjæleligt syrebad. Og det er ikke engang pis!

Her koger det!

2. maj

Endelig. Sol og sydende fortov i Paris. Det er blevet varmt og dejligt forureningslummert i storbyen og livet ser lidt mere lyst og let ud. I dag fik jeg taget mig sammen, efter at min "¤%¤" storetå er blevet rekonvalescent, til at søge job. Det går altid anderledes end man forventer med sådan noget, og for mit vedkommende som regel bedre. Jeg besøgte Centre Georges Pompidou i formiddags for at forhøre mig om muligheden for at få job i deres café. På forbløffende vis lykkedes det for manageren at overhøre mine håbløse franskkundskaber og han tilbød at jeg kunne komme tilbage på søndag for evt. at skrive mig i vagtplanen. .... Ja, du hørte rigtigt! I vagtplanen. Uden overhovedet at udspørge mig om min motivation for at arbejde der eller lignende, som er normal kotyme i DK. Mærkeligt. Men jaja, det lader til at jeg kan få job der, hvilket jeg er ret lykkelig over.

Jeg har i noget tid gået og grundet over hvordan jeg kunne finde et job hernede som virkede lidt mere meningsfuldt for mig, end blot et almindeligt bartender-/tjenerjob. Min løsning blev at søge job på et af Paris' mange muséer. Fordelen ved det er naturligvis at jeg på en måde får tilfredsstillet min ulideligt snobbede trang til at være i nærheden af noget intellektuelt materiale. Da jeg for tiden er inde i en periode hvor jeg opdager det spændende i de visuelle kunstarter, så er det kun et plus at finde job på et museum, også selvom det kun er på caféen.


Centre Georges Pompidou er et kæmpe kulturcenter i midten af Paris (IVe) som blandt andet huser et stort bibliotek, et forskningscenter for musik og akustik og Musée National d'Art Moderne. Sidstnævnte er nok hovedattraktionen, da museets samling rummer mange af hovedværkerne fra det 20. århundredes skulptur- og billedkunst, herunder især Kandinski, Picasso, Míro, Matisse, Dali etc. Alt i alt, et sted der rummer en masse materiale der kredser omkring min interesse for avantgardekunst og nybrud i kunsten fra forrige århundrede. Udover mesterværkerne fra det 20. århundrede rummer museet også en stor samling af samtids-/nutidskunst, som helt klart også fortjener opmærksomhed.
Men nu får vi at se på søndag om jeg overhovedet får job der, og om det er noget for mig...

Indtil da kan det være informativt at kigge på Pompidoucentrets hjemmeside.

Lediggang er roden...

24. april

Da jeg besluttede mig for at tage til Paris i sin tid, var det bestemt ikke med det mål for øje at få erfaringer indenfor den geschæft der hedder 'arbejdsløshed'. Men som det ser ud lige pt. er det der jeg høster de fleste oplevelser. Siden jeg sagde mit job op på Indiana har jeg været så uheldig at pådrage mig en dårlig tå. Det er en gammel skade, men det gør den ikke mindre smertefuld og forbandet irriterende! Så for tiden føler jeg mig ret meget som en gammel gut, der ikke laver andet hver dag end at trisse rundt i klipklappere og drikke urtethe. Dødfrustrerende eftersom jeg burde være i fuld sving med et job af den ene eller den anden art. Kryds fingre for at det snart går i orden.

Alting er dog ikke ynk og håbløshed, for eksempel har vi fået at vide at vi kan blive boende i vores lejlighed hernede indtil september. Så hvis der er nogen der går med planer om at komme på besøg hernede er der rig mulighed for det i løbet af sommeren. Og apropros sommer, så er det som om solen endelig har taget sig sammen hernede. Forleden dag vågnede byen under en lun og tætsluttende dyne af solskin.

Andre nyheder er at der i forgårs skete et overfald, nærmest ud for vores vindue. En dame på 63 år blev antastet af en mand der ville stjæle hendes taske. Da hun satte sig til modværge hev han en kniv frem og stak hende flere gange, hvorefter han tog flugten. Vi så ikke nogle af begivenhederne, kun det efterfølgende tabernakel med politifolk, ambulancer og presse over det hele. Efter sigende er damen i overhængende livsfare. Det hele foregik i den gade vi kan se fra vores køkkenvindue, og endvidere skete det ved højlys dag - ca. kl 15. Meget tankevækkende. Især fordi jeg nok ikke ville have bemærket nogle af de ting overhovedet, hvis ikke jeg havde trisset rundt herhjemme som arbejdsløs. Det skal i forbifarten naturligvis siges at det ikke er mig der er overfaldsmanden.

Men alt i alt, dagene går med læsning og atter læsning, hovedsageligt af Proust for tiden. Selvom byens rytme kalder til mig igennem vinduet, er jeg overladt til min egen - men er det også så skidt endda?

Kulturen der gik op i røg

16. april

"Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer."

Dagene går og går hernede i Paris. Konstant søger jeg med iver ind i en ny tilværelse, for at fremkalde erfaringens gunstige vinde. Men det er uanset hvad umuligt at fremskynde en dannelsesproces. Især fordi enhver dannelsesproces er individuel. Konstant minder vi os selv om at vi ikke er hernede for at opfylde andres folks forventninger til os (forventninger som i øvrigt kun optræder i vores egen bevidsthed). Men det er let at blive revet med af en skjult forventning om at en dannelsesrejse skal udmønte sig i præcis de og de ting. Sjovt nok er det nemmere at glemme en etiket som den ovenstående af Charles Baudelaire end at insistere på fordybelsen i sin egen æstetiske sans. Uanset hvad gælder det om at beruse sig, i øjeblikkets glæde.

De sidste uger er gået i det der måske opfattes som en dagdrivertilværelse, nemlig uden arbejde i almindelig forstand. Hver dag synes min hang til sanselig beruselse at få overtaget, så dydens vej sjældent følges regelret. Men dog har jeg ikke ligget på den lade side, som man så fint udtrykker det. Jeg har de sidste 14 dage skrevet på en artikel som forhåbentligt dukker op i det kommende nummer af studenterbladet visir (www.visir-online.dk). Det er kort sagt en reportage fra Frankrig efter rygeforbuddet trådte i kraft hernede, men med en perspektivering til ovennævnte Baudelaire og hans skrift 'Les Paradis artificiels'. Med tiden bliver artiklen måske lagt på nettet og efter endnu længere tid bliver den måske fra min side udvidet en anelse. I forbindelse med artiklen har jeg nemlig researchet en del og har efterhånden en del materiale angående fænomenet rygning i en æstetisk og kulturel sammenhæng som fortjener at blive udbredt lidt. Først og fremmest har jeg været på besøg i et særpræget lille museum her i Paris. Le Musée du fumeur (www.museedufumeur.net)er et museum dedikeret til kunsten at ryge og derfor et interessant fænomen i et Europa hvor rygning efterhånden er underlagt så mange restriktioner i det offentlige rum.
Museet er undseeligt og knap nok et besøg værd, da de kun 60 kvm er gennemvandret på ca. 5 min. Dog rummer det en del unikt materiale i relation til den beruselse rygning giver. Endvidere er museet udstyret med en fin lille boghandel som rummer mange interessante bøger om emnet. Jeg selv så det som uundgåeligt at investere i litteraturantologien: Le Livre de Cannabis omkring betydningen af cannabis (hash) i en litterær sammenhæng. Struktureret som en alternativ litteraturhistorie byder den på et spændende billede af den betydning hash, og rus generelt, har haft i forhold til den digteriske inspiration, helt tilbage fra bibelen og op til vor tid.

Rus, rus, rus. Det er over det hele i denne by. Som om den immanente ekstase har strukket sig ud over hver eneste overflade og lader sig indoptage blot ved at kradse blidt i den prægtige glasur.

Hverdagens ekstase har dog vist sig på ganske andre måder, nemlig som underlagt tilfældets underfundige love. Først og fremmest lykkedes det at få brugt 550€ (!) på en VVS-regning. Vores toilet gik i stykker og uvidende som jeg var ringede jeg til det første og bedst VVS-mand, som dog valgte at tage ovennævnte beløb for at udskifte en enkelt rørdims og cisternekassen (er ikke så ferm til fagudtryk) på toilettet. UAK! Hvilken ekstase, i overforbrugets tegn. Men hvad gør man når man ikke ligefrem har en håndværksmæssig baggrund?
Anden ekstase er dog mere positiv. Den vedrører udbetaling af min løn fra Indiana. Jeg var efterhånden blevet en anelse nervøs for om jeg overhovedet ville få nogen løn, eftersom jeg jo valgte at kvitte jobbet uden noget forvarsel. Og da der så var gået 4 dage siden Rikkes løn var gået ind på hendes konto og min endnu blev mere og mere gabende tom (især som følge af ovenstående sanitære uheld) så jeg ikke anden løsning end at ringe til Indiana og høre hvad de egentlig bildte sig ind. Jeg havde trods alt arbejdet det der svarede til en hel måned og ville ikke lade de penge forsvinde ud i det blå. Det ville Indiana gudskelov heller ikke. Jeg fik at vide at der lå en check til mig dernede. I hastig fart ilede jeg selvsagt ned på caféen, og ganske rigtigt - en check lå klar til mig, med godt og vel en hel månedslån. Tak Indiana for denne sidste gestus! Ekstasen kunne endelig begynde.

Anyway. I løbet af min lediggang er det også lykkedes mig at komme godt i gang med mit Proust-eventyr. I aften regner jeg med at færdiggøre bind to af syvbindsværket - i den danske udgave vel at mærke. Hvad der dog er mere spændende er at jeg har meldt mig ind i en læseklub der agter at læse hele På sporet efter den tabte tid - alle syv bind - i løbet af det næste 1½ - 2 år. Gruppen kan findes igennem Yahoo - http://groups.yahoo.com/group/isolt/ - og hvis der er nogen der har lyst til at deltage skal de være hjerteligt velkomne. Planen er at læse hele À la recherche du temps perdu med ca. 50 sider om ugen i løbet af det næste lange stykke tid. De fleste af læserne i gruppen læser den engelske oversættelse, In search of lost time (ISOLT), som beløber sig til omkring 4300 sider i alt, hvilket med 50 sider om ugen giver 86 ugers læsning. For tiden diskuteres det hvorvidt der skal indlejres en måneds læsepause i mellem hvert bind, til læsning af diverse sekundær litteratur, hvilket vil gøre læsetiden til omkring to år i alt. Lyder det som en heftig omgang? Ja, det er det givetvis, men hvis du hopper på, så lover jeg at du får en af de bedste læseoplevelser i dit liv! Vi starter i Maj, så hop på nu.

Selv har jeg netop slugt sidste fjerdedel af bind to (på dansk: I et rosenflor af purunge piger). Her fortættes i flere sektioner Prousts æstetik og livssyn (som dog ikke skal forveksles med fortælleren Marcels eller de kunstnertyper som også ytrer sig i romanen). I en scene hvor fortælleren (Marcel) møder den store kunstmaler Elstir, optræder følgende monolog fra Elstirs side:
"Der gives ikke noget menneske, han være så klog, han vil, der ikke i sin ungdom har udtalt ord eller dog ført et liv, hvorom erindringen er ham så ubehagelig, at han ville ønske, han kunne udslette den. Men han bør ikke absolut beklage det, for han kan ikke være sikker på, at han var blevet en vismand - så vidt det er muligt at blive det - hvis han ikke havde gennemgået alle de latterlige eller forsmædelige inkarnationer, der må gå forud for denne sidste inkarnation. Jeg véd, at der er unge mennesker, sønner og sønnesønner af fremragende mænd, hvem deres huslærere allerede på skolebænken har lært åndelig adel og moralsk holdning. De har måske ikke noget at skære bort af deres liv, de kunne offentliggøre og signere alt, hvad de har sagt, men det er fattige ånder, kraftløse ætlinge af doktrinære, og deres visdom er negativ og gold. Vi kan ikke modtage visdommen udefra, vi må selv, efter en rejse, som ingen kan gøre for os, ingen spare os for, opdage den, thi den er en indstilling overfor tingene. De levnedsløb, vi beundrer, de holdninger, vi finder ædle, er ikke bestemte af en familiefader eller en huslærer; forud for dem ligger indledende livsperioder af ganske anden art, hvor de blev påvirkede af det slette eller banale, der omgav dem. De repræsenterer en kamp og en sejr. Jeg kan forstå, at billedet af det, som vi har været i en første periode, ikke mere er til at kende igen og i alle tilfælde er ubehageligt. Vi bør dog ikke fornægte det; thi det er et vidnesbyrd om, at vi virkelig har levet, at det er efter livets og åndens love, vi af tilværelsens almindelige elementer, af atelierlivet og af kunstnerklikerne, hvis det drejer sig om en maler, har uddestilleret noget, som er mere værd." (Fra side 437-438)

Dette er beruselse for mig....

Ingen titel

07. april

Det er nu ved at være 2 uger siden jeg sagde op på mit job på Indiana Café, og i mellemtiden er der da sket lidt af hvert, så hvorfor ikke fortælle lidt om det?
Først og fremmest havde jeg besøg i min mor forrige weekend. Dejligt! Især nu hvor jeg rent faktisk havde fri og kunne bruge tid sammen med hende. Det blev nogle fantastiske dage, hvor jeg fik set en masse af de turistting jeg endnu ikke har set hernede, og så blev min fødselsdag også fejret på behørig vis med morgenbord med flag og fint restaurantbesøg om aftenen.

Generelt er det en meget fed følelse at få besøg hjemmefra. Det genopvækker fornemmelsen for byen, da vi skal ud og forklare lidt om de steder vi besøger og således får set alting med lidt andre øjne en normalt.

Da min mor tog hjem sidste mandag fik Rikke og jeg pludselig tid til at tilbringe tid sammen, kun os to, hvilket vi nærmest ikke havde gjort i to uger(!) Og hvor bliver tiden også af, sådan helt generelt? Det føles som om den siver ud af kroppen, ud af vinduet og spredes for alle vinde. Vanen, der har en så urimelig stor magt, formår på en eller anden måde at overvinde alle originale indtryk af et nyt og fremmed samfund. Man tror et øjeblik at vanen med tiden får alting til at stå klart, men i virkeligheden bliver det blot endnu mere tåget. At afkræve erfaringen en mening fordrer en langt større anstrengelse, når først ens væsen har fundet sig til ro i omgivelserne. Derfor virker det også som om det er langt sværere for mig at skrive noget på denne blog, som ikke bare har præg af offentlige dagbogsnotater - en logbog (som fænomenet dog ellers udspringer af). Den personlige reflektion lader af en eller anden grund vente på sig, når opvasken hober sig op. Egentlig var det min intention at skrive om den underlige følelse det var at gå rundt i snevejr i Paris i går, men inspirationen er der ikke. Tilbage til opvasken med mig...

Rupture du contrat

25. Marts

Nå, tid til en lille update. Der er sket en masse heftige ting siden sidst. Først og fremmest har jeg valgt at opsige mit job på Indiana Café med omgående virkning. Årsagen: At min chef fuldstændig har valgt at overhøre mine ønsker om at få fri den kommende weekend, hvor min mor kommer på besøg. Det har gjort at jeg ikke har kunnet se andre løsninger end at kvitte jobbet, hvilket har været noget af en personlig overvindelse for mig at gøre. Både fordi det er et fremmed land, og jeg ikke er helt hjemme i lovgivningen i sådan en forbindelse, men især fordi det er svært at konfrontere følelsen af at gøre noget forkert, som gør at andre mennesker får en dårlig opfattelse af én. Men anyway, nu er det gjort og jeg er pt. fri som fuglen, dog med et høgeblik rettet mod nye jobmuligheder.
I dag gælder det for mig om at sunde mig ovenpå oplevelsen, fx ved at drage mod Vincennes-skoven sammen med Rikke.
Mere info følger, når jeg har reflekteret lidt mere over alt dette.

Bytur

6. Marts
Nu er der gået lang tid siden jeg sidst har blogget. Det skyldes vel nok at vores respektive jobs hernede kræver en masse energi. Men udover det bruger jeg også lang tid på læsning (mest på fransk). Og af og til får jeg da også sat mig ned og skrevet et brev eller nogle noter til mig selv. Derfor har bloggen været lidt på standby i nogle dage efterhånden. Stadigvæk oplever vi dog, og mit kamera er en god undskyldning for at dokumentere oplevelser, uden at bruge lang tid på at beskrive dem.

De sidste par dage har vi travet en del rundt i byen og kigget på ting, uden at gå indenfor. Vi har med andre ord flanneret.


Her står vi foran den 'lille' triumfbue foran Louvre.

Efter en 180 gr. vending står vi med front mod tuilleriehaverne.



Denne dag (jeg tror det var tirsdag) gav vejret en faretruende spænding til udforskningen af byen. Hele tiden lurede i horizonten en tung og mørk sky. På Pont Alexandre blev dramatikken indfanget i den ivrige yngling der ridder på et grumt havuhyre af en fisk, og som bagtæppe til dramaet havde Seinen og den mørke, truende himmel.



Videre rundt støder vi på Churchill i voldsom fremdrift. Måske også en anelse faretruende.



Han står og troner foran endnu et af Paris' utallige kunstmuseer, 'Grand Palais'. En gigantisk bygning med en vældig glaskuppel. Oprindelig opført i 1900 i forbindelse med verdensudstillingen i Paris.
Dog er vi ikke voldsomt stemte for museumsbesøg den dag. Faktisk har vi indtil nu kun været på et museum, nemlig Musée D'Orsay. Det var til gengæld også en forbløffende god oplevelse, og jeg agter at besøge det igen snarligt.

Efter lange gåture inde i byens larm og os er det nødvendigt med noget natur. Derfor tog vi i går (onsdag) et smut i Bologneskoven. Ligeså stille er forårsplanterne begyndt at kigge frem hernede.


Her fik Rikke også fundet frem til nogle rideklubber, som kan være en mulig fremtidig arbejdsgiver...

I udkanten af Bologneskoven ligger 'Jardin d'Acclimatation', som minder en del om Tivoli Friheden, med alskens aktiviteter for børn.


Til sidst slutter vi af i det diametralt modsatte af naturen, nemlig det hypermoderne byggeri i bydelen 'La Défense'.


Det blev til en kort opridsning af nogle af oplevelserne på det seneste. Næste skridt må være at dvæle mere ved tingene.

Velib

23
Det bliver sværere og sværere at skrive noget meningsfyldt på denne blog som nogenlunde opridser alle de oplevelser og følelser der ræser igennem mig i mit ophold hernede. Der er feber i blodet i disse dage. Mit job som bartender er pludselig en voldsomt virkelig realitet. I går (fredag) da jeg tog metroen til og fra arbejde følte jeg mig med et som fuldstændig indsluset i en fransk arbejdshverdag. Mit indtryk blev især forstærket da en gruppe turister steg på metroen på en helt klassisk manér, med forvirrede blikke der desperat søger at forvisse sig om at det er den rette linie de er på. I det øjeblik var jeg langt hævet over dem i min egen optik. Jeg var sgu autentisk.
Nå, to linier om jobbet. Det er fint og meget overskueligt. En printer spytter ordrer ud på drinks som jeg skal færdiggøre. Når barskabet er tomt piler jeg ned på lageret for at fylde op igen. Og når dagen er omme skal jeg gøre rent. "Nettoyer tout". Vildt nemt når det kommer til stykket. Så snart mit sprog kommer lidt mere i omdrejninger skal det nok også blive ret sjovt.

Men på trods af den pludselige opkomst af en faretruende hverdag, så nyder Rikke og jeg dog stadig at udforske byen. I torsdags var vi i den mondæne ende: Gallerie Lafayette. Paris' svar på Harrod's. Luksusindkøb i adskillige etager. På den øverste, også kaldet taget, er der fri adgang til et af Paris' bedre udsigtspunkter.


På dette billede er det operaen Palais Garnier, set bagfra. Der er generelt så megen arkitektonisk pragt i den her by, så det er til at blive helt kulret af. På et tidspunkt vil jeg gå en del på opdagelse med mit kamera og finde små sjove hjørner osv.

Indtil nu er vores opdagelse af Paris enten sket til fods eller ved hjælp af den ufatteligt praktiske metro. Gode måder, men også med sine ulemper. Derfor har vi længe snakket om at finde ud af at udforske byen på cykel - 'velo' som de kalder det hernede. Paris er udstyret med et ganske smart bycykel-system som får Århus' ditto til at blegne væsentligt. Systemet hedder 'Velib' og er spredt ud over hele centrum af byen, således at man sjældent skal gå mere end 3-400 meter for at finde en stander med cykler i. Cyklerne koster lidt at leje, afhængigt af om man køber medlemsskab for et år eller en dag. Hvis man bruger dem under en halv time ad gangen koster det ikke noget at cykle på dem, udover startgebyret på 1€ og udover det koster det ca. 1€ pr. time. Dvs. det er relativt billigt. Og så er cyklerne i ret god stand, med indbygget for- og baglygte, tre gear og en smart cykelkurv - trés sympa! Fordelen ved at cykle i Paris er ret åbenlys, i hvert fald så snart man kigger lidt nærmere på trafikken i byen. Paris har, på trods af relativt mange brede boulevarder, ret dårlige forhold for bilister. De fleste steder er gaderne smalle og evig og altid er der en overophobning af biler, på alle tidspunkter af døgnet. Derfor har mange parisere traditionelt set valgt at anskaffe en scooter af en slags. De er nemmere at manøvrere rundt med, og man sniger sig hurtigt forbi lange bilkøer når man ræser afsted i en slank og smidig Vespa. Cyklen er dog bestemt ved at vinde frem lader det til. I hvert er velib-systemet voldsomt populært. Derfor besluttede Rikke og jeg os for at give det chancen og prøve at hoppe på en Velib.



Vi fandt to cykler i nærheden af hvor vi bor og efter en hurtig justering af saddelhøjde osv. var vi pludselig afsted i fuld fart ned ad rue de Crimée, på vej mod place de Clichy. Idéen var at se hvor lang tid det tager at komme til og fra mit arbejde. Først var vi lidt usikre i trafikken. Hernede er cyklister langt mere en del af biltrafikken og det er ikke unormalt at cyklister kører rundt midt på gaden. Endvidere bruges ringeklokken også heftigt hernede - ikke som i Danmark hvor den mest bruges for at markere at man vil forbi, men mere som en advarsel mod gående om at man er på vej. Efter de første udfordringer (hvor vi havnede i en ensrettet gade og hvor vi nær havde torpederet en snes fodgængere) kom vi til Boulevard Rochechouart hvor der ganske praktisk er anlagt en fin cykelsti midt på boulevarden. Den hjulede vi ind på og snart var vi ved Clichy. Inklusiv saddeljustering, trafikkaos og generel forvirring nåede vi dertil på 40 min. Helt fint. Det vil sige at med lidt erfaring kan det godt gøres under en halv time. Målet for dagen var altså nået og vi fandt ud af at det ikke er så farligt at cykle i storbyen som vi måske havde frygtet (i hvert fald undertegnede).
Ja, så fik jeg skrevet lidt alligevel.

Heftige rystelser

19
Endelig. En lille update på bloggen. De sidste dage har været meget hektiske, da både Rikke og jeg har fået job på Indiana café (hhv. st.-germain des pres og clichy). Søndag var vores første arbejdsdag og det gik ret godt. Jeg er havnet i baren og arbejdet der er ret overskueligt. Jeg kan huske det meste fra min tid i London, så et af de største problemer er at finde ud af hvad alle tingene hedder på fransk (hvem ville fx gætte på at pamplemousse = grapefrugt?). Men det går godt, og hurtigt! Som sagt var min første vagt søndag, anden vagt var i går og i aften (tirsdag) har jeg så første vagt alene(!) Damn. Man lægger hårdt ud. Aftenvagterne er fra 16-02, så jeg har snart fået fyret 30 timer af, på 3 dage. Rikke har indtil videre kun haft søndagsvagten og skal først arbejde igen på mandag, så hun nyder friheden indtil videre. Næste skridt er åbning af bankkonto, anskaffelse af sygesikringskort på fransk og selvfølgelig at nyde livet hernede.

På jobjagt

13
Endelig! En form for forløsning! Har i dag været på en slags jobjagt rundt i byen. Udstykket med fem styks formidable cv'er vandrede jeg kækt ud og udfordrede det der har været min helt store frygt hernede: At skulle snakke fransk med min kommende arbejdsgiver. Tankerne om endelig at skulle ind et sted og søge et job har skræmt mig fra vid og sans. 'Hvad nu hvis de slet ikke forstår hvad jeg siger og blot stirrer mærkeligt når jeg står der med mit cv flagrende i hånden?'. Skræmmescenarier har jeg haft nok af. Derfor er forløsningen også så meget større nu hvor jeg har overstået første del af udfordringen. Jeg fik besøgt fire caféer i dag, i kæden 'Indiana', hvor Rikke og jeg har hørt at det skulle være nemt at få job som dansker. Det viste sig da også at de tydeligvis var vant til at sådan nogle som mig kommer vandrende ind i ny og næ. Første sted jeg besøgte blev jeg straks bænket ved et bord sammen med manageren til en uformel jobsamtale. Det gik dog ikke så godt. Jeg var pinligt nervøs, så fattede ikke halvdelen af det han spurgte mig om. Resultatet blev at han måtte slå over i engelsk på et tidspunkt, hvilket jeg i min forvirring heller ikke forstod så meget af. Men han var stadig venlig og sagde at han ville gemme min ansøgning og ringe til mig hvis der kommer en ledig stilling. Jaja, vi får at se. Til gengæld var jeg helt høj da jeg trådte ud af caféen igen. Jeg havde fandme gjort det og trodset al min frygt for at fejle. Derfor begav jeg mig da også kækt afsted mod den næste Indiana, ved Montmartre. Her var oplevelsen en hel anden. Manageren var mere stille og rolig og stillede knap så mange spørgsmål. Dvs. jeg klarede mig igennem på fransk, hele vejen. Han virkede positivt indstillet, især da han fandt ud af at jeg var dansk. Åbentbart er danskere i høj kurs hernede, sandsynligvis pga. gode engelskkundskaber og en god arbejdsmoral. Også han ville ringe til mig hvis der blev en ledig stilling. Oplevelsen var ca. lige sådan på den næste Indiana ved Montparnasse. Mit sidste besøg var ved Indiana Denfert-Rochereau, hvilket var højdepunktet på min rundtur. Det viste sig at manageren her havde en mor der kom fra København, dvs. han var meget positiv i forhold til min danske herkomst. Også han lovede at ringe hvis der kom en ledig stilling, men som den eneste gav han mig et godt solidt håndtryk før jeg gik. Ah, meget positivt!
Efter dette mødtes jeg med Rikke ved Indiana Richelieu. Hun havde også været på jobjagt, men nåede kun forbi to steder fordi hun kom lidt senere afsted end jeg. Det ene af stederne var dog Indiana ved Bastillepladsen, hvor chancen vist er ret god for at hun får et job. Selvom vi begge kun fik besøgt en urimelig lille del af alle Paris' caféer, så opnåede vi noget af det største indtil nu hernede, vi fik taget hul på bylden. Skønt. Nu er næste problem bare at de vil 'ringe' til os og vi frygter at vi ikke forstår hvad de siger i telefonen. Ak! ja, én bekymring afløses jo altid af en anden.

Perspektiver, på trods

10
Nu skal alting dog ikke handle om en indsnævring af fokus på det jobmæssige. Det er trods alt ikke den eneste grund til at befinde sig i dette land, om end den for tiden har en tendens til at overskygge det meste andet. Litteraturen, kunsten og kulturen er stadig overalt og lader sig ikke overse. For eksempel er det utroligt inspirerende at erfare at der i dette land er plads til en udgivelse som 'Le Magazine Littéraire', som jeg nævnte tidligere. Magasinet udkommer månedligt og behandler aktuelle emner vedrørende det litterære miljø i Frankrig. Hvert nummer har desuden et tema, ofte centreret omkring en litterær skikkelse. Formatet og den journalistiske stil henvender sig ikke umiddelbart til akademikeren, men nærmere mod den almene, litteraturinteresserede borger (som jo som bekendt er hovedparten af den franske befolkning). Dette betyder dog ikke at artiklerne er mindre seriøse, men gør derimod formidlingen mere underholdende. I februarudgaven af magasinet er temaet 'Aristoteles og begæret efter viden'. I Frankrig er en nyoversættelse af Aristoteles' samlede værker i gang med at blive udgivet og derfor rummer magasinet introduktioner til de centrale udgivelser, samt kommentarer fra nyere franske filosoffer der søger at gentænke anvendelsen af Aristoteles (herunder Jacques Rancière, Florence Dupont og Vincent Descombes).

Et andet fokus i magasinet, som jeg vil fremhæve her, vedrører tilstanden for undervisningen i fransk litteratur, på universitetet og i gymnasiet. Påstanden er, at litteraturundervisningen mere og mere baserer sig på skematiske og strukturalistiske tilgange til litteraturen. Meningen med et givet litterært værk ligger i forholdet mellem aktørerne, sat ind i den velkendte aktantmodel. Modsætningspar udtrykker værkets fundamentale skismaer og det gennemgående hovedmotiv udtrykker forfatterens formål med værket. En samlet opregning af alle sådanne 'fakta' giver et helhedsbillede af værket og giver derved en passende indsigt i litteraturens væsen og virke. Eller hvad? Èn af kritikerne af denne tendens er teoretikeren Tzvetan Todorov, som ironisk nok selv har været med til at introducere den russiske strukturalisme og formalistiske metode igennem oversættelse. Han pointerer at glæden ved litteraturen forsvinder når den reduceres til en ren skematisk konstruktion. "L'idée que la littérature a à nous dire quelque chose sur nos vies est perdue de vue." Idéen om at litteraturen kan sige noget om vores liv er forsvundet som mulig betragtning. Flere gymnasiaster beskriver undervisningen i fransk litteratur som en afart af matematik, hvor ligningen skal gå op til sidst. Spørgsmålet er uden tvivl velkendt og har været stillet lige siden strukturalismen og formalismen brød frem.


De fleste jeg kender, har på et eller andet tidspunkt beskrevet en oplevelse i en dansktime, hvor de følte at underviseren søgte at hive noget bestemt ud af den tekst man sad med i hånden. Det være sig en skematisk opdeling af rige/fattige, mandlige/kvindelige etc., freudianske tolkninger med uforholdsmæssig megen fokus på det seksuelle eller en ideologikritisk udlægning hvor de binære oppositioner siger noget om det forbandede borgerskabs dæmoni. Problemet ved sådanne forudindtagede tilgange til analysen af litteratur understreger blot problemet ved at lave en 'udtømmende' analyse af et givent værk. Enhver analyse der har et skematisk præg vil altid efterlade en 'rest' i forhold til værkets fremtræden for den der analyserer (studenten eller underviseren). Denne 'rest' er muligvis det Todorov fremhæver som 'det ved litteraturen der taler til vores eget liv', og det er netop den betydningsfulde rest der gør at mange studerende efterlades uforløste når de præsenteres for en skematisk og strukturel analyse af et givent værk. Det er denne 'rest' der intervenerer i vores selvopfattelse og udgør litteraturens væsen. Selvfølgelig skal den ikke negligeres. Og det bliver den da heller ikke i følge Philippe Meirieu, som er underviser på en af Frankrigs lærerseminarer. Men det afhænger af underviseren at bringe disse elementer af litteraturen frem i undervisningen. Det skematiske er blot et hjælpemiddel der danner udgangspunkt for en videre diskussion af værkets karakter. Francois Bégaudeau, litteraturprofessor ved Sorbonne, fører det endnu længere ud. Den skematiske tilgang til litteraturen rummer en demokratisk intention. Ved at udskrive litteraturen på formelbasis sikrer man flest mulige deltagende i undervisningen, i hvert fald i teorien. Det er lighedsprincippet der er på spil. Alle skal kunne deltage og forstå det bagvedliggende ved litteraturen. Men spørgsmålet er om ikke effekten er modsat. At kun de mest elitært orienterede kan skue igennem den skematiske tendens og erfare litteraturens bagvedliggende magi? Jeg tror det hele beror på umuligheden af at balancere elegant i dette felt. I virkeligheden afhænger det ganske rigtigt af underviserens formåen. Hvis vedkommende er engageret og oprigtigt udtrykker en interesse for litteraturen vækkes de studerendes indblik i sagerne ganske givet også. Og så snart det er opnået kan det skematiske syn på litteraturen ganske glimrende bruges som en potentiel optik til at gennemskue visse træk ved værkerne. Men undervisningen skal netop fokusere på optikkens 'forvrængede' blik på sagerne. Derigennem opnås en delvis indsigt i litteraturens væsen.

Sikke en lang smøre. Men dejligt at få afløb for nogle af mine pseudoteoretiske tanker.

I skoven - mørke skygger og lys

10
Så lykkedes det endeligt. Vi kom i skoven i dag. Bois de Boulogne åbnede sin pragt for vores fødder. Faktisk viste det sig at vi sandsynligvis havde været ret tæt på skoven i lørdags, hvis vi bare var bevæget os en anelse nordpå. Der kan man bare se. Men nu lykkedes det os for alvor at komme ind i den. Boulogneskoven er et kæmpe parkområde i den vestlige ende af Paris. Størrelsesmæssigt er det ca. 2,5 gange så stort som central park i New York. I starten af skovområdet ligger Jardin d'Acclimatation som er en forlystelsespark med dyr og alt hvad hjertet ellers begærer. Vi bevæger os dog længere ind i skoven og opdager til vores fryd et stort søområde midt i det hele. Atter for vi understreget franskmændenes enorme udnyttelse af de naturomårder der findes i Paris. Men hvad er der også så sært ved denne udnyttelse, vi er jo selv en del af selvsamme.
Desværre er vores tur lidt præget af at der hænger en tung, tung sky over vores bevidsthed. Vi er begge pludselig blevet meget fokuserede på noget meget presserende, nemlig nødvendigheden af at tage jobsituationen alvorligt på et tidspunkt. Når alt kommer til alt er vores umiddelbare mål hernede ikke at flandre rundt og lege semi-turister. Nej, det er at få et job og derigennem trænge mere ind på livet af dette besværlige franske sprog og den betagende kultur. Jobsituationen er den store dæmon der hele tiden plager os, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Det er pinedød nødvendigt at overvinde den udfordring, der går ud på kækt at vandre ind på en café og spørge om de har et job til os. Det forventes ligesom af os (selvom vi udmærket ved at det er os selv der forventer det allermest). Heldigvis bryder de dæmoniske skyer op, så snart man tager fat om problemet og snakker om alt det farlige. Det lysner. Først efter en grundig snak, Rikke og jeg imellem, kan vi rigtigt nyde naturen omkring os. Alting stråler pludselig meget mere.

Samedi

9
Lørdag i Paris. Efter nogle dages pause fra bloggen har jeg igen fået en lille lejlighed til at skrive. Rikke er blevet rask igen, så vi tilbragte dagen i går med at tage lidt rundt på må og få. Intet var planlagt, så vi lod metroen føre os hen hvor vi lystede. En sådan tilgang til at opleve en ny by har sine fordele og ulemper. Enten opdager man en fantastisk og uopdaget plet af byen, som overrasker én positivt, eller også havner man i noget der ligner det rene ingenting (men som alligevel er en markant oplevelse). Vores spontane udflugt førte os mod endestationen af metrolinie 10 - Boulogne Pont de St-Cloud. Rikke ville gerne ud og opleve noget natur, efter de mange dage hvor den eneste naturoplevelse var dun fra dynen og kamillethe fra kanden. Den berygtede Boulogneskov var derfor et naturligt indfald, da vi stod og betragtede metrokortet og funderede over hvilken linie vi skulle hoppe på. Boulogne Pont de St-Cloud måtte da være lige midt i skoven. Vi forestillede os begge at metrotoget ville stoppe under hængende piletræer, og at den sædvanlige rulletrappe fra undergrunden ville være erstattet af en rodet jordsti med flettede buske langs siden. Stor er vores skuffelse da vi ser at det langt fra er sådan. Boulogne Pont de St-Cloud har ikke meget med boulogneskoven at gøre. Det er nemlig forstadskvarteret Boulogne der er tale om. Da den sædvanlige rulletrappe fører os op i dagslyset, ser vi hvad der til forveksling ligner enhver anden del af Paris' forstadsområde (om end en anelse mere mondænt). Højhuse og motorvejssammenfletninger møder os så langt øjet rækker. Ak! ja. Spontaniteten fører ikke altid et eventyr med sig. Vi trisser lidt rundt i det nyopdagede kvarter og konstaterer at naturen og skoven næppe heller befinder sig om næste hjørne. Lettere mismodige bevæger vi os tilbage til metroen. Her tager vi linie 10 fra endestation til endestation og erfarer hvad der må være en antitese til en naturoplevelse. Metroens døde hverdagstrummerum. Dagen ender med at vi tilbringer mere tid under jorden end over. I stedet for en betagende naturoplevelse får vi en rammende kulturoplevelse - af tomhed. Metroens tilstand: bevægelse uden betagelse. Særlige tomme blikke indtager folk ansigter i undergrunden. Og det smitter. Metroen suspenderer al legemlig og sjælelig bevægelse - kun dens egen punktvise rytme får betydning. På den måde blev dagen i går på en særlig måde præget af den parisiske hverdag. Den minder mig lidt om at den første betagelse ved byen langsomt aftager. Vanen sætter igennem og gør alting en anelse mere sædvanligt. Men det er netop også en af pointerne med opholdet hernede. At blive en del af en hverdag i denne by.

5
Tunge skyer hænger stadig over byen. Gårsdagens tungsind og trykkende tanker om forgængelighed fordufter ikke så nemt, når luften er tyk af vinterdug. Det er som om den regn der falder før forårsbulderen brager igennem er den værste af alle. Den er djærv og uigennemtrængelig. Efterårsregn er særlig, fordi den har den effekt, at den river alt med sig. Blade fra sommerens blomstring skylles bort af de slagkraftige byger der forbereder naturen til vinterens hermetiske nedkølning. Men vinterens regn er umådelig tung og vil ikke rigtigt nogen vegne. Den drænes ned gennem luften i hårde sus. Den gør sindet stift. Lysten til at bevæge sig i periferien (af byen og bevidstheden) forsvinder. Men måske er det også meget godt. I stedet kan det nære og personlige komme i spil.
Rikke er stadig syg, så jeg må igen på udflugt alene. Det giver gode kontemplative stunder. I stedet for at fare afsted til den modsatte ende af byen beslutter jeg mig for at dagen i dag bliver udfoldet i nærområdet. Jeg har en intention om at finde visse stamsteder, som jeg vil frekventere i min tid hernede. Første bud, er en bar/café lige neden for opgangen. Navnet er 'La Pelouse'. Græsplænen. Her vil jeg tage mig en kaffe senere. Men først en tur rundt i kvarteret.
Parken 'Buttes Chaumont' er et lille paradis. Et klippefyldt område, med vandfald og en romerskinspireret bro. Charmerende og helt klart værd at opsøge i en selvreflekterende stund. Dog forhindrer regnen mig i at tilbringe lang tid der. Jeg går videre ud af parken og rundt til metrostationen på rue des Pyrénées. Her lister jeg ind i en bladkiosk. Kigger mig lidt omkring og finder et litterært magasin. 'Le magazine littéraire'. Denne måned med tema om en nyopdagelse af Aristoteles' skrifter i fransk tænkning. Magasinet er dog ikke primært købt på grund af indholdet. Derimod er det et påskud for mig. Min tur rundt i området, gennem parken, i bladkiosken og dernæst videre op ad rue des Pyrénées er i virkeligheden et forsøg på at forberede besøget på græsplænen - 'La Pelouse'. Mit stamsted in spe. For ærlig talt er jeg lidt nervøs. Jeg har sat mig for at tage ind på caféen og øve mit franske lidt. Prøve at bestille og modtage regningen på fransk. Uden at ty til små manøvrer såsom tegnsprog og så videre. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det optager mig meget. Naturligvis afsløres jeg øjeblikkeligt som udlænding, men jeg vil insistere på at tale fransk. Det litterære magasin er et påskud for at kunne befinde sig på caféen, uden at skulle konversere, men stadig tilbringe et stykke tid derinde, uden det virker suspekt. Ak ja, hvilke bekymringer man kan tumle med, når man ikke kan begå sig flydende på et fremmed sprog. Men jeg giver det chancen. Og faktisk går det fint. Jeg får sat mig. Bestilt. 'Je prends un café, s'il vous plait'. Der serveres. Jeg hiver magasinet op. Og pludselig er jeg en del af caféatmosfæren. Umærkeligt sidder jeg der, uden at føle mig utilpas. Jeg ser folk komme og gå, og for hver gang det sker, føler jeg mig mere og mere som et uomgængeligt stykke inventar af denne café. Om end caféen ikke er den hyggeligste jeg har sat mine ben i, så er den dog alligevel et behageligt sted at være. Jeg forstår hvorfor mange franskmænd vælger at bruge caféen som deres andet hjem. Som en udvidelse af deres egen dagligstue, hvor de kan slappe af, læse og diskutere. Så langt er jeg dog ikke nået. Jeg drikker resten af min kaffe. Lister op til disken og beder om regningen. Ingen diskussionsklub til mig, endnu. Men det kommer er jeg sikker på. Jeg begiver mig hjem. Ikke til ensomheden, men til Rikke. Og jeg minder mig selv om nødvendigheden af at tage disse spring frem og tilbage mellem periferien (af byen og bevidstheden) og det nære (i hjemmet og kærligheden).

La Maladie

4
Stakkels Rikke. Hun er blevet syg og er blevet helt nedlagt af en strid feber der bliver ved med at rase i kroppen. Paris er knap så sjov, set gennem skodder bag en dynekant. Derfor har jeg været overladt til mig selv i dag. Taknemmelig for at det ikke regner, på trods af en konstant lurende byge i horizonten. Det hele synes lidt truende og det eneste sted jeg føler mig draget til er kirkegården Père Lachaise. I første omgang på grund af en lyst til at gense Prousts grav. Men da jeg træder ind på kirkegården overvældes jeg af stedets mystiske, majestætiske dysterhed. Der er noget apokalyptisk over at bevæge sig iblandt de skæve alléer med gravmæler der emmer af det forgangne. Vegetationen er sparsom. De grove sten i de små gader sidder så skævt at ens gangart bliver kantet. De store tomme gravmausolæer står, som var de rystet af en underjordisk sammenstyrtning. Her mindes man ikke de døde som enkelte individer, nej, her erfares den hele menneskeheds uvilkårlige nedfalden til dødsriget. Slægsmonumenter fortæller om magtens og den indflydelsesrige storheds uafvendelige endemål: Forfald og forglemmelse. Kun enkelte grave synes at leve stadigvæk. De berømte kunstneres. Jim Morrison. Oscar Wilde. Proust. Sjældent ser man det så tydeligt illustreret, som på Père Lachaise, at 'la puissance de l'art', kunstens kraft, overlever, fremfor økonomiens og magtens kraft. Hvor adskillige adelige slægter forvitrer, blomstrer mindet om betydningsfulde kunstneriske indtryk i små hjørner af Père Lachaise. Ved Prousts grav er enkelte blomster. Hvide roser. Ren kærlighed. Jeg føler mig inspireret og bevæger mig ud af kirkegården igen. Må hjem og se til Rikke, midt i alle disse tanker om død og undergang. Stopper undervejs på en café og læser lidt i "På sporet...". Tænker på Proust, hvordan han skrev sit romanværk i korkværelset på boulevard Haussmann 102. Tænker på Rikke, bag skodderne på rue de Crimée 35. Jeg må videre. Hjem. "Der er tilfælde (ganske vist temmeligt sjældne), hvor det bedste middel til at vinde tid er at skifte sted, fordi stillesidden gør tingene ubevægelige." ('I et rosenflor af purunge piger' s. 219)

Ankomst

Vendredi á dimanche. 1. - 3. fevrier.

1
Første strabadser. I fredags ankom vi så til Paris, efter en bustur på godt og vel 17 timer. Silende regn hele vej'n. Men hvad så..? Vi befandt os bag beskyttende ruder i lune sæder. Rigelig stor madpakke og en fantastisk dundyne. Det eneste der konstant pirrede os, var tanken om den forestående ankomst til metropolen. Hvad gør vi med de ustyrlige mængder baggage? Og hvor sætter bussen os i det hele taget af? Klokken 9.45 fredag morgen stod vi pludselig midt i det. Tanketomme men målbevidste var der ikke andet at gøre end at slide og slæbe os igennem Eurolines' busterminal på Galliani i den østlige ende af Paris. Ned og ned stræbte vi os, til vi befandt os i et skramlende metrotog. 4 besværlige skift senere. Metropolitain 'Botzaris'. Op og op igen. Silende regn til stadighed. Duggede briller x2, men frisk parisisk luft i lungerne. Til højre - Rue Botzaris. Nej. Ligeud. Rue de Crimée. OUI! Afsted! 50 sjaskede og sjuppede skridt længere fremme står vi pludselig foran nummer 35. Virker koden til døren? Jada. Og voila! Dante på vej til Paradis... Selvfølgelig driller døren. I Paris har man gerne minimum tre låse på døren. Klik, klik, klik. Vi er hjemme, for første gang.


2
Paris er af en eller anden grund ikke Paris medmindre man ser visse steder, som man uvilkårligt forbinder med byen. Seinen, og hele storbyarkitekturen deromkring, er sådan et sted for mig. Vores lejlighed ligger i et skønt område kaldet 'belleville', og her virker fredeligt (og lidt småborgeligt). Rundt om hjørnet ligger en halvstor park, 'Buttes Chaumont', som overbefolkes af løbere og andre motionister. En tur rundt i kvarteret giver et billede af Paris som en stille og ordentlig by, hvor folk går rundt og hygger sig og passer deres egne sager. Men efter cirka 24 timer i byen, hvor dette kvarter var det eneste indtryk af Paris vi havde fået, måtte der ske noget. Vi havde brug for at 'connecte' med byen. Og som de urmennesker vi er, søgte vi umiddelbart til den flydende og menneskefyldte del af byen. Seinen. Først flannerede vi gennem Belleville-kvarterets fredfyldte bakker, nedad igennem et kvarter med kinesiske butikker overalt. Forbi Hôtel de Ville, med skøjtebane foran. Videre forbi Notre Dame. Og til sidst langs Seine. Ahh... Så lykkedes det lige pludselig at føle Paris, som den by der omgiver én i øjeblikket. Det er sært hvordan vores følelse af befindtlighed anhænger af den jord vi betræder.
Dag 2 i Paris er en succes. Vi har 'mærket' byen. Dagen slutter med indkøb af Proust-bog og læsning hjemme i lejligheden.
(For de bibliofile er titlen på Proust-bogen: Le Paris retrouvé de Marcel Proust)


3
Hverdag i Paris. Nej. Det er søndag. Og i øvrigt er det vist aldrig rigtig hverdag hernede. Eller rettere, hverdag er en fest. Søndag er dagen hvor alle parker i Paris drukner i kondiløbere. Fra morgenstunden gik Rikke og jeg en tur igennem Parc des Buttes Chaumont. Efter 20 meter er vi allerede blevet overhalet af 50 løbere. Vi føler os et kort øjeblik frygteligt isolerede. Hvorfor løber de, når vi går? Hvad gør vi? Vi vil også være en del af fællesskabet. Føle det franske sammenhold. Leve side om side med disse sunde, vitale mennesker, der spiser Jordens bedste råvarer og i hobetal dyrker glæden ved en sprudlende krop, igennem søndagsløb i parken. Hop hop, og afsted. Hånd i hånd gennem parken trodser vi tyngden af vinterstøvler og frakker og lader os rive med af løbestrømmen. Blodet suser. Vi følger med. En følelse overvælder mig. Hvad gør det, at vi ikke forstår fransk kultur eller sprog til fulde, så længe vi blot kan føle os samhørige med menneskene i bevægelse. De stumme flokke af motionister er en ny forbindelse til det basalt menneskelige i denne overvældende by, der ikke ånder gennem intellektet, men gennem selve bevægelsen - mellem det fysiske og det åndelige. Mad, motion og la majeure. Vi topper dagen af på Sacre Coeur.

Bien venue

Ophold i Paris.

Bienvenue. Denne blog er et erfaringshul, hvor jeg fylder en god pêle-mêle af frankofile fantasterier. Velkommen til L'Ulle á Paris!