13. oktober
Godt nok er Paris for længst forladt og bloggen er et skib uden kaptajn, men på trods af det vil jeg alligevel lige reklamere for at man kan læse min artikel om røg i Visir nr. 48.
Klik dig ind og læs her:
http://www.visir-online.dk/kulturen-der-gik-op-i-roeg/
mandag den 13. oktober 2008
lørdag den 30. august 2008
Terminus
30. august
Sidste dag i Paris og sidste blogindlæg i denne omgang. I dag kl 19.30 tager jeg bussen mod Århus og forlader den forunderlige lejlighed i Rue de Crimée. Er fuld af følelser. Urimeligt mærkeligt at skulle drage bort fra denne by jeg har lært at elske så meget.
Tak til dem der har fulgt med i mine skriblerier her på bloggen. Vi ses snart i DK.
Sidste dag i Paris og sidste blogindlæg i denne omgang. I dag kl 19.30 tager jeg bussen mod Århus og forlader den forunderlige lejlighed i Rue de Crimée. Er fuld af følelser. Urimeligt mærkeligt at skulle drage bort fra denne by jeg har lært at elske så meget.
Tak til dem der har fulgt med i mine skriblerier her på bloggen. Vi ses snart i DK.
torsdag den 14. august 2008
Mikroskopiske registreringer
14. august
Der sker så meget og der sker så lidt. Uden for denne blog pulserer livet videre i sin snart overophedede ballon. Indenfor (altså på bloggen) er der dejlig fredeligt. Hvorfor? Jo, fordi jeg er begyndt på en tidsfortærende og overskudsslugende sprogskole. Tænk sig, jeg er begyndt at få almindelige lektier for igen - sådan nogle der skal afleveres næste dag og som helst ikke skal bestå af alle mulige filosofiske, metodiske, videnskabsteoretiske reflektioner over kontekstafhængigheden af den substansløse masse man bearbejder. Her skal der facts på bordet. Verber skal bøjes, og det kan de kun gøres på én måde. Gloser skal memoriseres. Og man skal gerne øve udtale - hele tiden! Puha, en hård omgang for en stakkels humanist med en hjerne inficeret med akademitis... Det sjove er jo selvfølgelig at jeg holder meget af det. At føle at jeg får foretaget noget og at jeg kan se tydelige fremskridt næsten dagligt - det er alle pengene værd. Og hvad der endvidere forbløffer er så meget jeg får snakket med de andre studerende - på fransk! Naturligvis med tusind fejl hele tiden, men der bliver trods alt stadig udvekslet informationer i et vist omfang og når det går vildt for sig kommer der også en lille personlig holdning på bordet.
Det nærmer sig dog at der kun er to uger tilbage af mit ophold hernede. Tager med bussen hjem lørdag d. 30. Meget mærkeligt at tænke på lige nu, men samtidig glæder jeg mig. Trænger til at komme hjem og være sammen med de mennesker jeg holder rigtig meget af (og især Rikke..!!). Rent følelsesmæssigt bliver den sidste tid hernede sandsynligvis lidt desperationspræget, på den måde at jeg vil føle at jeg lige skal nå at nyde det lidt mere hernede, at jeg skal nå at se liiige lidt mere af byen. Men det er ørkesløst. På et tidspunkt må man sige stop og erkende at man har fået de oplevelser og erfaringer man skal have. Indtil videre vil jeg se frem til denne weekend hvor jeg får besøg af endnu en herlig gut fra DK, nemlig Martin. Det bliver rart at koble lidt væk fra det franske gear og få nogle sublime oplevelser, på dansk...
Der sker så meget og der sker så lidt. Uden for denne blog pulserer livet videre i sin snart overophedede ballon. Indenfor (altså på bloggen) er der dejlig fredeligt. Hvorfor? Jo, fordi jeg er begyndt på en tidsfortærende og overskudsslugende sprogskole. Tænk sig, jeg er begyndt at få almindelige lektier for igen - sådan nogle der skal afleveres næste dag og som helst ikke skal bestå af alle mulige filosofiske, metodiske, videnskabsteoretiske reflektioner over kontekstafhængigheden af den substansløse masse man bearbejder. Her skal der facts på bordet. Verber skal bøjes, og det kan de kun gøres på én måde. Gloser skal memoriseres. Og man skal gerne øve udtale - hele tiden! Puha, en hård omgang for en stakkels humanist med en hjerne inficeret med akademitis... Det sjove er jo selvfølgelig at jeg holder meget af det. At føle at jeg får foretaget noget og at jeg kan se tydelige fremskridt næsten dagligt - det er alle pengene værd. Og hvad der endvidere forbløffer er så meget jeg får snakket med de andre studerende - på fransk! Naturligvis med tusind fejl hele tiden, men der bliver trods alt stadig udvekslet informationer i et vist omfang og når det går vildt for sig kommer der også en lille personlig holdning på bordet.
Det nærmer sig dog at der kun er to uger tilbage af mit ophold hernede. Tager med bussen hjem lørdag d. 30. Meget mærkeligt at tænke på lige nu, men samtidig glæder jeg mig. Trænger til at komme hjem og være sammen med de mennesker jeg holder rigtig meget af (og især Rikke..!!). Rent følelsesmæssigt bliver den sidste tid hernede sandsynligvis lidt desperationspræget, på den måde at jeg vil føle at jeg lige skal nå at nyde det lidt mere hernede, at jeg skal nå at se liiige lidt mere af byen. Men det er ørkesløst. På et tidspunkt må man sige stop og erkende at man har fået de oplevelser og erfaringer man skal have. Indtil videre vil jeg se frem til denne weekend hvor jeg får besøg af endnu en herlig gut fra DK, nemlig Martin. Det bliver rart at koble lidt væk fra det franske gear og få nogle sublime oplevelser, på dansk...
søndag den 3. august 2008
Picasa
3. august
Jeg har endelig fået lagt nogle af alle mine billeder ud på Picasa. De kan findes ved at gå ind på følgende side:
http://picasaweb.google.dk/jacob.ulrich
God fornøjelse!
Jeg har endelig fået lagt nogle af alle mine billeder ud på Picasa. De kan findes ved at gå ind på følgende side:
http://picasaweb.google.dk/jacob.ulrich
God fornøjelse!
Nattur
2. august
Jeg må indrømme, jeg prøvede virkelig! Altså at blive hjemme denne lørdag aften for at sidde og læse og høre god musik. Men lyden fra gaden blev ved med at trænge sig på. Til sidst kunne jeg ikke modstå mere og måtte gå ud - nedad mod Seinen og seværdighederne og det fantastiske lys der holder denne by levende om natten. Jeg taler naturligvis om det kunstige lys, for nærmest alle seværdige seværdigheder i Paris tager sig ud ganske anderledes om aftenen/natten. Hele byen ændrer faktisk karakter og man kan godt have indtrykket af at vandre rundt i en hel anden by end den man befinder sig i i dagslyset.
En ny ting i Paris, som jeg kun har set glimt af førhen, er det blå Eiffeltårn. Det er stadig det samme tårn (der er ikke kommet et nyt), men i anledning af EU-formandsskabet har de gjort tårnet blåt og monteret 12 strålende stjerner på den ene side. Meget specielt og umuligt at indfange ordentligt på et billede, men jeg har alligevel gjort et forsøg.
Humøret er generelt blevet bedre hernede. Det har hjulpet at Rikke er kommet helt hjem nu, så vi kan snakke frit på Skype. Jeg har også fået skudt hul på mit ophold på sprogskolen, hvilket tyder på bliver en god oplevelse. Eneste ulempe er at jeg skal have timer kl 8.30 om morgenen (uak!!). Et plus er dog at jeg har mulighed for at følge universitetsforelæsninger om diverse emner vedrørende fransk kunst og kultur. Især i højsædet for mig er naturligvis to forelæsninger om Proust som kommer midt i forløbet! Meget tyder på at august bliver en ret speciel måned. Jeg kommer tilbage på skolebænken, men skal samtidig forlade Paris om ikke så længe igen. Naturligt nok føler jeg at jeg står med en fod i to lejre for tiden. Vil gerne fordybe mig i Frankrig stadigvæk, men vil sgu også gerne hjem snart. Jeg fornemmer en særlig opbrudsstemning omkring mig. Men det skyldes måske at Paris er ret forladt her i august. Den franske industriferie startede nemlig i går og det kan mærkes når man går rundt i byen. Der virker mere tomt og selv sådan en lørdag aften som i aften var der forbløffende få mennesker i gaden. Det gør egentlig ikke noget, men det tager nok bare lidt tid at vænne sig til det. Som med alt muligt andet.
Jeg må indrømme, jeg prøvede virkelig! Altså at blive hjemme denne lørdag aften for at sidde og læse og høre god musik. Men lyden fra gaden blev ved med at trænge sig på. Til sidst kunne jeg ikke modstå mere og måtte gå ud - nedad mod Seinen og seværdighederne og det fantastiske lys der holder denne by levende om natten. Jeg taler naturligvis om det kunstige lys, for nærmest alle seværdige seværdigheder i Paris tager sig ud ganske anderledes om aftenen/natten. Hele byen ændrer faktisk karakter og man kan godt have indtrykket af at vandre rundt i en hel anden by end den man befinder sig i i dagslyset.
En ny ting i Paris, som jeg kun har set glimt af førhen, er det blå Eiffeltårn. Det er stadig det samme tårn (der er ikke kommet et nyt), men i anledning af EU-formandsskabet har de gjort tårnet blåt og monteret 12 strålende stjerner på den ene side. Meget specielt og umuligt at indfange ordentligt på et billede, men jeg har alligevel gjort et forsøg.
Humøret er generelt blevet bedre hernede. Det har hjulpet at Rikke er kommet helt hjem nu, så vi kan snakke frit på Skype. Jeg har også fået skudt hul på mit ophold på sprogskolen, hvilket tyder på bliver en god oplevelse. Eneste ulempe er at jeg skal have timer kl 8.30 om morgenen (uak!!). Et plus er dog at jeg har mulighed for at følge universitetsforelæsninger om diverse emner vedrørende fransk kunst og kultur. Især i højsædet for mig er naturligvis to forelæsninger om Proust som kommer midt i forløbet! Meget tyder på at august bliver en ret speciel måned. Jeg kommer tilbage på skolebænken, men skal samtidig forlade Paris om ikke så længe igen. Naturligt nok føler jeg at jeg står med en fod i to lejre for tiden. Vil gerne fordybe mig i Frankrig stadigvæk, men vil sgu også gerne hjem snart. Jeg fornemmer en særlig opbrudsstemning omkring mig. Men det skyldes måske at Paris er ret forladt her i august. Den franske industriferie startede nemlig i går og det kan mærkes når man går rundt i byen. Der virker mere tomt og selv sådan en lørdag aften som i aften var der forbløffende få mennesker i gaden. Det gør egentlig ikke noget, men det tager nok bare lidt tid at vænne sig til det. Som med alt muligt andet.
søndag den 27. juli 2008
Le Tour
27.
I dag var jeg så forbi overcrowdede Paris-midt i anledning af paradekørslen i Tour de France. Ganske dejligt at være lidt væk hjemmefra og få smidt nogle af de dunkle tanker væk.
Jeg trissede ned mod byen ved 15.30-tiden og fandt en ganske fin plads på hjørnet ved Concordepladsen. Det viste sig at jeg var i ok tid. Rytteren ville først ankomme omkring 16.30 så jeg havde en god time i bagende sol og med en veritabel stråle af sved stående ud fra pandebrasken. Men fint nok. Tiden gik relativt hurtigt og mængden fulgte spændt hver gang der var bevægelse på opløbsstrækningen. Som regel var det blot et par politimotorcykler der tøffede afsted, men så endelig omkring tyve i fem skete der noget. I det fjerne sås en diffus sværm af ryttere, som i hastig fart arbejdede sig henimod mit fine udkigspunkt på hjørnet. Et halvt minut efter var de foran mig, jeg fik fumlet med mit kamera, taget 2-3 snapshots og straks efter var de igen væk. Heldigvis kom de rundt endnu syv gange, så jeg havde flere chancer for at fange et glimt af...... ja, den eneste jeg i farten kunne spotte var Carlos Sastre i det gule førerkluns. Resten var en rodet hob af farver og mekanik. Damn! Cykelløb er virkelig en sport som skal ses derhjemme, i fjernsynet og med nogle gode kommentatorer. Det gav et fint kick at se feltet ræse forbi på nært hold, især fordi menneskemængden spontant gik amok i jubelråb og fotografering. Men i al tiden før, i ventetiden mellem runderne og bagefter var jeg efterladt i dyb uvidenhed om hvad der foregik på ruten. Det var for så vidt også ligegyldigt. Sastre havde jo vundet. Og jeg havde ikke fulgt med i tour'en før i går. Men nu kan jeg sige at jeg har været der - og det er fint for mig.
I dag var jeg så forbi overcrowdede Paris-midt i anledning af paradekørslen i Tour de France. Ganske dejligt at være lidt væk hjemmefra og få smidt nogle af de dunkle tanker væk.
Jeg trissede ned mod byen ved 15.30-tiden og fandt en ganske fin plads på hjørnet ved Concordepladsen. Det viste sig at jeg var i ok tid. Rytteren ville først ankomme omkring 16.30 så jeg havde en god time i bagende sol og med en veritabel stråle af sved stående ud fra pandebrasken. Men fint nok. Tiden gik relativt hurtigt og mængden fulgte spændt hver gang der var bevægelse på opløbsstrækningen. Som regel var det blot et par politimotorcykler der tøffede afsted, men så endelig omkring tyve i fem skete der noget. I det fjerne sås en diffus sværm af ryttere, som i hastig fart arbejdede sig henimod mit fine udkigspunkt på hjørnet. Et halvt minut efter var de foran mig, jeg fik fumlet med mit kamera, taget 2-3 snapshots og straks efter var de igen væk. Heldigvis kom de rundt endnu syv gange, så jeg havde flere chancer for at fange et glimt af...... ja, den eneste jeg i farten kunne spotte var Carlos Sastre i det gule førerkluns. Resten var en rodet hob af farver og mekanik. Damn! Cykelløb er virkelig en sport som skal ses derhjemme, i fjernsynet og med nogle gode kommentatorer. Det gav et fint kick at se feltet ræse forbi på nært hold, især fordi menneskemængden spontant gik amok i jubelråb og fotografering. Men i al tiden før, i ventetiden mellem runderne og bagefter var jeg efterladt i dyb uvidenhed om hvad der foregik på ruten. Det var for så vidt også ligegyldigt. Sastre havde jo vundet. Og jeg havde ikke fulgt med i tour'en før i går. Men nu kan jeg sige at jeg har været der - og det er fint for mig.
fredag den 25. juli 2008
Gloomy
25.
"You were at home in your life; whereas I’d always been in a hurry to move on to the next task, as though our life would only really begin later." - André Gorz
Paris har fået en anden kulør. En anden toning. Eller rettere en tonløshed. En falmet karakter. Og hvorfor? Fordi tosomheden er blevet brudt. Fordi de sublime stunder der har gennemsyret min hverdag hernede er blevet afhængige af min egen selvopholdelse. Rikke er som planlagt taget mod DK og det har efterladt mig i et tomrum af dimensioner. En konstant ramlen ind i mig selv. Dagene efter min hjemkomst har indtil videre budt på pinagtige manøvrer for at undvige det uundgåelige indblik i egne følelser og fremmedgjorte, febrilsk foranstaltede flugtforsøg.
Det hjælper mig ikke at tage noter i mørket. Skriften er stadigvæk for klar. Lukker jeg øjnene runger ordene stadigvæk i hovedet. Der er ikke andet for end at tvinge mig selv ud i lyset. Jeg når ikke længere end til det kunstige skær fra min bærbare. Ordene der runger drukner jeg i støjrock og electronica. Jeg spiser plastik, skyller det ned med fluorescerende likører. Alt er så kunstigt som det kan være og min selvopfattelse hænger i en tynd, teknisk tråd.
Gudskelov er det meste jeg foretager mig en drøm. Mit liv forvikles med den litteratur jeg skaber. Jeg kender ingen grænser da jeg selv sætter dem. Ergo, jeg kender ikke mine egne grænser. Hvor ophører jeg og hvor begynder du? Som læser, som ven, som elsker? At træde ind og ud af et liv er nogle gange som at åbne og lukke en bog - det venter på én som en fast erindring der har sine egne uforudsigelige mønstre.
André Gorz, ophavsmanden til det indledende citat, valgte i 2007, som 84-årig at begå selvmord sammen med sin sygdomsramte kone. Gorz var en fransk socialistisk filosof der levede et aktivt og debatterende liv. Året før selvmordet skrev Gorz et brev til sin kone 'Lettre à D.' som siden er udkommet som bog og netop nu i dansk oversættelse. Der er tale om et bekendelsesskrift af rammende karakter. Gorz giver et indblik i tosomhedens kraft, men også dens nødvendighed på et personligt plan. For hvornår beslutter man sig for hvad der er nødvendigt for ens egen fremdrift i livet? Er det muligt at gøre det egenhændigt?
Måske er problemet ved det spørgsmål jeg stiller at det grundlæggende ikke handler om 'fremdrift'. Den skal nok komme af sig selv. Det frustrerende i livet træder frem når fokus er på det der ligger om næste hjørne. Det er umuligt at flygte - især fremad i tiden.
Men tilbage til Paris. Skriften på skærmen er blevet mere udholdelig. Lydene er blevet mere distinkte og matheden har fået flere nuancer. Jeg tror det natlige skriveri har hjulpet mig lidt på vej. Det understøtter fint min formodning om at skrivning er den bedste terapi for det ensomme menneske.
"You were at home in your life; whereas I’d always been in a hurry to move on to the next task, as though our life would only really begin later." - André Gorz
Paris har fået en anden kulør. En anden toning. Eller rettere en tonløshed. En falmet karakter. Og hvorfor? Fordi tosomheden er blevet brudt. Fordi de sublime stunder der har gennemsyret min hverdag hernede er blevet afhængige af min egen selvopholdelse. Rikke er som planlagt taget mod DK og det har efterladt mig i et tomrum af dimensioner. En konstant ramlen ind i mig selv. Dagene efter min hjemkomst har indtil videre budt på pinagtige manøvrer for at undvige det uundgåelige indblik i egne følelser og fremmedgjorte, febrilsk foranstaltede flugtforsøg.
Det hjælper mig ikke at tage noter i mørket. Skriften er stadigvæk for klar. Lukker jeg øjnene runger ordene stadigvæk i hovedet. Der er ikke andet for end at tvinge mig selv ud i lyset. Jeg når ikke længere end til det kunstige skær fra min bærbare. Ordene der runger drukner jeg i støjrock og electronica. Jeg spiser plastik, skyller det ned med fluorescerende likører. Alt er så kunstigt som det kan være og min selvopfattelse hænger i en tynd, teknisk tråd.
Gudskelov er det meste jeg foretager mig en drøm. Mit liv forvikles med den litteratur jeg skaber. Jeg kender ingen grænser da jeg selv sætter dem. Ergo, jeg kender ikke mine egne grænser. Hvor ophører jeg og hvor begynder du? Som læser, som ven, som elsker? At træde ind og ud af et liv er nogle gange som at åbne og lukke en bog - det venter på én som en fast erindring der har sine egne uforudsigelige mønstre.
André Gorz, ophavsmanden til det indledende citat, valgte i 2007, som 84-årig at begå selvmord sammen med sin sygdomsramte kone. Gorz var en fransk socialistisk filosof der levede et aktivt og debatterende liv. Året før selvmordet skrev Gorz et brev til sin kone 'Lettre à D.' som siden er udkommet som bog og netop nu i dansk oversættelse. Der er tale om et bekendelsesskrift af rammende karakter. Gorz giver et indblik i tosomhedens kraft, men også dens nødvendighed på et personligt plan. For hvornår beslutter man sig for hvad der er nødvendigt for ens egen fremdrift i livet? Er det muligt at gøre det egenhændigt?
Måske er problemet ved det spørgsmål jeg stiller at det grundlæggende ikke handler om 'fremdrift'. Den skal nok komme af sig selv. Det frustrerende i livet træder frem når fokus er på det der ligger om næste hjørne. Det er umuligt at flygte - især fremad i tiden.
Men tilbage til Paris. Skriften på skærmen er blevet mere udholdelig. Lydene er blevet mere distinkte og matheden har fået flere nuancer. Jeg tror det natlige skriveri har hjulpet mig lidt på vej. Det understøtter fint min formodning om at skrivning er den bedste terapi for det ensomme menneske.
Abonner på:
Opslag (Atom)